Historisk store investeringer på vej:
Fårup Sommerland kommer stærkt ud af højsæson
Danskerne har strømmet til Fårup Sommerland i år, hvilket har resulteret i en tilfredsstillende højsæson i forlystelsesparken trods manglen på nordmænd, der normalt udgør en stor del af sommerens besøgstal. Samtidig investerer parken historisk store beløb i efterårsferien samt den kommende sæson.
Sommerferien er for manges vedkommende forbi, og det markerer også slutningen på en livlig højsæson i Fårup Sommerland. Forlystelsesparken har i år kunne byde velkommen til rekordmange danske gæster, hvilket har resulteret i et samlet besøgstal på 320.000 i løbet af sommerferieugerne. Det betyder blandt andet, at Fårup Sommerland atter er tilbage på 2019-niveau, som blev et godt år for forlystelsesparken med knap 600.000 gæster.
– Vi glæder os over en fornuftig højsæson, hvor vi har taget imod det antal gæster, vi havde håbet på. Vi ligger lige nu lidt over 2019-niveau, hvilket er yderst positivt ovenpå et 2020, der langt fra blev som forventet, siger adm. direktør i Fårup Sommerland Niels Jørgen Jensen, som samtidig fremhæver, at gæstesammensætningen har set markant anderledes ud i forhold til tidligere år.
– Vi er vant til at tage imod op mod 60.000 nordmænd i løbet af sommerperioden, og dem har vi desværre måtte se langt efter i år. De flotte besøgstal skyldes således primært, at danskerne endnu en gang har været flittige turister i eget land. Det gælder ikke mindst vores trofaste nordjyske gæster, som også har besøgt os i løbet af sommeren.
Fårup Sommerland har samlet set oplevet vækst i besøgstallene på mellem 25 og 40 procent fra samtlige danske regioner uden for Nordjylland.