Herning Blue Fox – Aalborg Pirates 3-2 (0-0, 1-1, 1-1, 0-0, 1-0)
Mål: 22:00 1-0 Morten Poulsen (Andersen) BP, 34:00 1-1 Martin Højbjerg (Mi. Højbjerg, Ju. Jakobsen), 51:27 1-2 Lasse Bo Knudsen (Kabanov), 54:26 Jan Dalecky (M. Jensen, Astrop) PP, 65:00 Lasse Lassen PS
Udvisninger: Blue Fox 1×10 min. (Dupont), 5×2 min., Pirates 3×2 min.
Tilskuere: 1337
Tirsdag aften gav en lille smuttur til den jyske hede i Herning. Stimen på fire sejre i streg skulle udbygges, og dermed lægge et større forspring til de øvrige hold i Metal Ligaen. Det lykkedes dog ikke, da Pirates tabte med 2-3 efter straffeslag. Men det gav ét point på en aften, hvor spillet i de første to perioder ikke var blændende.
På holdkortet var der stadig ingen Victor Panelin-Borg, Jeppe Jul Korsgaard og Marcus Pedersen, men også Tim Davison var også blevet noteret på skadeslisten siden kampen i fredags.
Kampen startede med en, til tider, rodet periode, hvor der ikke kom de store chancer i nogle af enderne. Det var Pirates, der kom til de første chancer i kampen, men skuddene sad meget lige i maven på Simon Nielsen, hvor Herning var farligere på deres chancer.
I slutningen af perioden kom Pirates i et par powerplays, men Herning lukkede rigtig godt ned for powerplayet, hvor Pirates ikke kom frem til de helt store muligheder. Med otte sekunder igen af perioden tog Pierre-Olivier Morin en udvisning, og Pirates kunne starte 2. periode i undertal.
Det powerplay fik Julian Jakobsen hurtigt forpuret, da han trak en udvisning, men det var alligevel Herning, der kom foran, da Morten Poulsen var først over en løs puck foran George Sørensen. I sekunderne forinden var Pirates kommet i powerplay, da udvisningen til Morin udløb, så målet blev scoret i undertal.
Pirates fik lagt et større pres på Simon Nielsen i Herningmålet, hvor pucken flere gange hoppede og dansede omkring stregen. I situationerne hoppede pucken den forkerte vej for Pirates, men kort efter var Martin Højbjerg på pletten, da brormand, Mikkel Højbjerg, afleverede pucken til ham i slottet foran mål.
Pirates kom langt bedre ud til 3. periode, hvor det så ud til, at der var et større overskud i skøjterne i fart. Man kom frem til flere gode muligheder, men det var først efter små tolv minutter af perioden, at Pirates kom foran. Afleveringen kom fra bag blueline, hvor der havde været kamp om den, og den endte ved Lasse Bo Knudsen, der hamrede pucken i nettet til stor jubel blandte de omkring 50 fans, der havde taget turen til Herning.
Glæden varede dog kort, da Nikolaj Carstensen tog en udvisning, og Herning udlignede i powerplay, da han fik for meget plads foran mål.
Pirates kæmpede videre, men tiden løb af uret, og det endte med 2-2 i ordinær tid.
I overtiden, hvor man spiller 3mod3, var der ikke de store chancer i starten, men Pirates fik et powerplay, hvor man havde muligheden for at afgøre kampen. Det gav en del spil i den offensive zone, hvor man spillede pucken godt rundt, men man kom ikke frem til de helt store chancer udover et Krogsgaard drøn på stolpen i slutningen af powerplay.
Der kom ikke nogen mål i overtiden, så vi kom til straffeslag.
I straffeslagene var Herning stærkest, da det kun var Lasse Lassen, der scorede, mens Thomas Spelling, Mikkel Højbjerg og Martin Højbjerg brændte for Pirates.
Pirates spiller næste gang på fredag 27. september kl. 19.30, hvor Rødovre Mighty Bulls kommer på besøg i Bentax Isarena.
Kilde: Aalborgpirates.dk