5.a på Sofiendalskolen afprøver ingeniørens arbejdsmetoder, når der i uge 45 er national Engineering Day på skoler over hele Danmark. Udfordringen lyder på at udtænke en smart fodermaskine til deres kæledyr, så det også kan få mad, når det er alene hjemme.
Hvordan sikrer man, at lille Fido får lige præcis den rigtige mængde foder på det rette tidspunkt, når han er alene hjemme? Dette hovedbrud bliver 24 elever fra 5.a på Sofiendalskolen nu stillet over for. Med kreativitet og snilde, pap, tape og træpinde skal eleverne designe og bygge en prototype på en automatisk fodermaskine, så kæledyret får én portion foder ad gangen.
Udfordringen skal løses mandag d. 8. november, når eleverne sammen med godt 30.000 andre skoleelever i Danmark deltager i Engineering Day, som hvert år afvikles i uge 45. Engineering Day giver eleverne de allerførste smagsprøver på, hvad ingeniørfaget kan. For at bygge en smart fodermaskine til hunden, katten eller hamsteren, er man – ganske som ingeniøren – nødt til at forberede sig gennem forskellige processer.
Eleverne skal undersøge, hvad, hvor meget og hvor ofte, dyret spiser. De skal idéudvikle, skaffe sig viden om mulighederne, konstruere, teste og forbedre. Inkluderet i opgaven er ved hjælp af kobbertape, batteri og elmotor at konstruere et elektrisk kredsløb, der kan tændes og slukkes. Måske kan det bruges i foderautomaten.
Arbejder som ingeniører
Ved at omsætte viden og idéer til praktisk løsning stifter eleverne reelt bekendtskab med ingeniørens arbejdsmetode, også kaldet engineering. De bliver stillet over for at løse en reel problemstilling fra hverdagen, og de bruger matematik og naturvidenskab som kreative værktøjer for at få deres prototyper til at fungere.
Erfaringerne viser, at engineering som undervisningsmetode både motiverer og engagerer eleverne, siger Ghita Wolf Andreasen, direktør i Engineer the Future, der arrangerer Engineering Day:
”Det er en anderledes måde at arbejde på for eleverne. De oplever, at de ikke bare reproducerer en færdig løsning, men gennemløber en hel proces fra idé til færdig prototype. Og det er vel at mærke en designproces, hvor de udvikler på deres egne idéer og, hvor de bruger naturfaglig viden til at finde konkrete løsninger på udfordringerne. Det gør naturfagene relevante og vedkommende for dem.”
Begejstring for naturfag
Formålet med Engineering Day er netop at skabe begejstring for naturvidenskab og teknologi blandt flere børn og unge i grundskolen. Mens mellemtrinnet bygger fodermaskiner, arbejder de yngste elever i indskolingen med at konstruere legetøj til kæledyret. Udskolingens projekt hedder ”Sæt hovedet i bevægelse”. Her skal 7. – 10. klasses eleverne konstruere et redskab, der kan aktivere både krop og hoved i løbet af skoledagen.
Det er femte år i træk at Engineering Day afvikles på danske skoler. Engineering Day er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the Future, Københavns Professionshøjskole, Astra og VIA University College. Programmet er støttet af Villum Fonden.
Kilde: Engineer the Future