Kære medborger, kære aalborgenser, kære du, som værner om naturen og Egholm 🙂
Efter den succesfulde Egholm Familie Festival i april følger vi op med endnu en omgang mangfoldig fejring af naturen, musikken, maden, stilheden, skønheden, dansen, yogaen, kærligheden – og køerne :o)
Aktionsgruppen “Egholm Motorvejen Nej Tak” indbyder børn, unge og voksne til en begivenhedsrig dag i fællesskabets, bæredygtighedens- og musikkens energi på vores alle sammens naturperle i Limfjorden – Egholm.
Vi runder Aalborg Bæredygtighedsfestival af med et ø-hop til Danmarks største økologiske ø med følgende på programmet:
PROGRAM :
Kl. 15.00 Vi venter på folk der kommer med færgen…
Kl. 15.15 Velkomst / fællessang
Kl. 15.25 Stilhedsmeditation
Kl. 15.30 Naturvejleder Esben Buch inviterer på naturvandring
Kl. 15.40 Økobandet (protest-pop)
Kl. 16.00 Fili Scarab Børne- & Familie-yoga
Kl. 16.10 Amalie Thørholm (Dansksproget pop)
Kl. 16.40 Stilhedsmeditation
Kl. 17.00 Pearls On A String (Singer/songwriter)
Kl. 17.50 Lis Rom Andersen – foredrag om “Øko-Shelters”
Kl. 18.10 Jonny Hefty (poetry slam)
Kl. 18.35 Økobandet (protest-pop)
Kl. 19.30 Skråt op (Punk)
Kl. 20.00 Stilhedsmeditation
Kl. 20.25 Kaare Olsen og Nikolaj Lind Holm (poetry slam)
Kl. 21.00 Chavs (Pigtråds-rock)
Kl. 22.00 Kolbrún Gunnarsdóttir (elektronica + vocal)
Kl. 22.45 Paula Uspenski – DJ (elektronica)
Kl. 00.00 Nikolaj Skjold – DJ
Kl. 01.00 DJ EgholmMotorvejenNejTak
Derudover kan du og dine børn møde og opleve :
– Egholm Øko Ø – fortæller om hvordan det er at bo på øen
– snobrød på bål + krabbefangst
– Fili Scarab Børne- & Familieyoga
– UngEnergi Aalborg
– Egholm Kogræsserforening (køerne græsser ved Kronborg)
– Egholm Folkefarm – fortæller og hygger om og med børnene
– folkekøkken på Restaurant Kronborg på Egholm (der serveres
tarteletter & Thy-bajere m.m.)
(Programmet opdateres løbende – og der tages forbehold for ændringer…)
Med festivalen ønsker vi at vise, hvordan vi ved at samle Aalborgs børn, unge og voksne, det nordjyske kunstneriske vækstlag, landmænd- og kvinder, politiske partier og interesseorganisationer, sammen kan sætte fokus på Egholms mange kvaliteter ved at dyrke fællesskabet og bidrage til en fælles modstand mod Egholm-motorvejen.
Arrangementet er offentligt, og vi byder modstandere, tvivlere og fortalere for Egholm-motorvejen velkomne. Færgebilletten koster en 20’er for voksne, men er gratis for børn og pensionister.
Egholm Bæredygtigheds- og Musikfestival begynder allerede på færgeoverfarten, som i løbet af 5 minutter tager dig til Egholm over Limfjordens friske vande:
Snus ind, pust ud og giv slip!
Du er på Egholm. VELKOMMEN :o)
Du kan denne dag som noget helt særligt tage med naturvejlederen på en guidet plante-tour eller dyrke folkekøkkenet med økologiske og lokaldyrkede råvarer på Restaurant Kronborg, som du finder lige, hvor færgemanden lægger til.
Tag børnene med på krabbefangst eller til børneyoga i det fri og fordyb dig i fællesmeditationerne, hvor vi sammen vil nyde roen. Udforsk øens bytte- og loppemarked, som du selv er mere end velkommen til at tage en aktiv del i, blot du medbringer din egen stand eller et tæppe.
Og så kan du godt forberede dig på at danse, da vi bl.a. har den dygtige og charmerende DJ Paula Uspenski til at give den gas!
Kilde: Egholm-Motorvejen – Nej tak