DR præsenterer årets værter ved Dansk Melodi Grand Prix 2022 og Årets Grand Prix By
Tina Müller og Martin Brygmann er klar til at skabe en formidabel stemning til Danmarks største musikfest, når årets Grand Prix By Herning danner rammen om Dansk Melodi Grand Prix 2022.
I det kommende års udgave af Dansk Melodi Grand Prix kan man se frem til en festlig musikoplevelse med fokus på ny, dansk musik. Dansk Melodi Grand Prix er også aftenen, hvor seerne skal stemme om, hvilken sang, der bliver ’Vores sang’, og som skal repræsentere hele Danmark ved Eurovision Song Contest 2022 i Italien til foråret.
Det er ikke kun seerne, der kan glæde sig til at nyde aftenens musikalske optrædener. For første gang i to år er det nemlig muligt, at showet kan overværes af publikum.
Det er især noget, Dansk Melodi Grand Prix-vært Tina Müller glæder sig til. Om det siger hun: – Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpe folkefest og efter to år uden publikummer, glæder jeg allermest til sammen med et fyldt Boxen at give de otte sange og artister den opbakning og fest, de fortjener. Vi skal skabe en forrygende stemning, som for alvor kan mærkes – også hjemme i stuerne. Det her er en aften, hvor vi i fælleskab giver et skud ægte fest, farver og musikglæde til hinanden.
Årets musikfelt vil bestå af otte sange. De otte sange og artister bliver offentliggjort i februar 2022 forud for begivenheden.
Årets Grand Prix By
Til det kommende Melodi Grand Prix er Herning Årets Grand Prix By. Derfor vil Herning og de omkringliggende byer i ugerne op til showet byde på et væld af kulturelle aktiviteter for at varme hele Danmark op til Dansk Melodi Grand Prix.
Traditionen tro bliver det både festligt og fornøjeligt, når store som små inviteres til fanzoner, aktiviteter, events og koncerter med fokus på fællesskab om den danske musik, inden det helt store show i Jyske Bank Boxen den 5. marts.
Det samlede udbud af aktiviteter meldes ud i starten af det nye år.
Dansk Melodi Grand Prix 2022 sendes direkte på DRTV og DR1 den 5. marts klokken 20.00. Billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix starter den 23. september klokken 10.
Det’ for børn
Udover Dansk Melodi Grand Prix 2022 holdes Børnenes MGP også i Årets Grand Prix By. Det sker fra Jyske Bank Boxen den 26. februar.
Her vil to værter, som offentliggøres senere på året, også være klar til at sørge for en festlig og underholdende aften for deltagere, publikum og alle hjemme i stuerne.
Billetsalget til børnenes MGP starter den 30. september klokken 10.00.
Kilde: DR
AF: Miriam Hindsgaul