Dødsfald på sommerferie i udlandet
– hvad gør jeg??
Det er sommerferie og mange danskere vil tilbringe ferien i udlandet. Men hvad gør man hvis man kommer i den ulykkelige situation at et familiemedlem afgår ved dødes mens man er på ferie i udlandet?
Bedemand Kristian Petersen fra Folmer Olsen Begravelsesforretning på Vesterbro i Aalborg fortæller hvad man gør, såfremt dødsfald sker i udlandet.
Når en person afgør ved døden uden for landets grænser, eksempelvis i forbindelse med ferierejser – så gælder specielle regler. De lokale myndigheder udsteder alle nødvendige dokumenter, dødsattest, ligpas m.v. Ligpasset sikrer, at de sundhedsmæssige og administrative krav til at transportere en afdød er overholdt.
Der er også forskellige måder en hjemtransport af en afdød kan finde sted. Skal transporten ske med fly, kræver de fleste flyselskaber at afdøde forinden bliver balsameret. Kisten skal være ekstra tæt og solid, og som hovedregel være zinckforet. En bedemand i det land hvor dødsfaldet er sket, sørger for, at afdøde bliver gjort i stand, balsameret, lagt i kiste, fragtbrev og kørt til lufthavn.
Det er også muligt at afdøde kremeres i udlandet, hvorefter urnen med afdødes aske transporteres hjem.
Ved dødsfald tæt på Danmark, Nordtyskland, Norge og Sverige, foregår transporten nogle gange med rustvogn.
Det er den lokale bedemand i det pågældende land der sørger for at planlægge hjem transporten af kisten eller urnen. Når tidspunkt for ankomst er fastlagt, bliver bedemanden kontaktet af afdødes rejseforsikring Europæiske eller SOS (rejseforsikring), hvorefter vi forestår afhentning og kørsel af kisten til kapel, hvor kisten opbevares indtil begravelsen eller bisættelsen skal finde sted.
Selve planlægningen af højtideligheden taler vi med afdødes pårørende om og planlægger de nødvendige detaljer for højtideligheden, helt som om personen var død i Danmark.
Det er klogt at tegne en privat rejseforsikring inden afrejse til udlandet. Det kan være meget dyrt at få afdøde hjem i kiste,
Hvis man er på et ferieophold eller på et andet ophold i udlandet, anbefales det at tegne en rejseforsikring som omfatter hjemsendelse af kiste eller urne ved dødsfald. Kontakt rejsebureauet eller forsikringsselskab for yderligere oplysninger om rejseforsikring.
Hvis behovet for hjemtransport opstår, kontaktes rejseforsikringen som i samarbejde med Ambassaden eller konsulatet og lokal bedemand i det pågældende land, sørger for alt det praktiske i forbindelse med transporten fra udlandet.
Har man ikke tegnet en rejseforsikring, er det boet eller familien som må afholde udgifterne. Sygesikringskortet dækker ikke disse udgifter slutter bedemand Kristian Petersen.
God ferie