“Mere tid til kerneopgaven” var blandt et af de første ønsker, da Aalborg Kommunes nye Byråd tiltrådte ved årsskiftet. Derfor besluttede byrådet, at kommunen skulle arbejde med at fjerne overflødig dokumentation, regler og arbejdsgange, så der kan frigøres mere tid direkte til borgerne. En proces, som er begyndt på dagtilbuds- og ældreområdet, og som den kommende tid fortsætter på kommunens øvrige velfærdsområder.
Børn og Unge har nu i samarbejde med både medarbejdere, ledere, forældre og faglige organisationer foretaget en grundig kortlægning af, hvad der skal til for at skabe mere tid til kerneopgaven på hele dagtilbudsområdet.
En proces som rådmand for Børn og Unge Morten Thiessen og resten af Børne- og Undervisningsudvalget har fulgt tæt i løbet af foråret 2022.
Der er kommet over 1400 input ind til arbejdet med Mere tid til kerneopgaven, og det vidner om medarbejdere, ledere og borgere, der alle har et stort engagement i forhold til at give vores børn og unge de bedst mulige vilkår. Vi har i fællesskab lavet et grundigt serviceeftersyn af hele dagtilbudsområdet, og vi er nu klar til at foretage en række ændringer, som vi håber, vil skabe mere tid til børnenes trivsel, læring og udvikling på 0-6 årsområdet, siger Rådmand for Børn og Unge Morten Thiessen.
Mere frihed og fleksibilitet i hverdagen
Lignende proces skal foretages på alle velfærdsområderne i Aalborg Kommune, men da områderne er meget forskellige, vil kortlægningsprocesserne også se forskellige ud. I Børn og Unge har arbejdet med Mere tid til kerneopgaven været fokuseret omkring inddragelse af medarbejdere, og netop det afspejler sig også i det endelige resultat, hvor frihed og faglighed er i fokus.
Det har været en virkelig effektiv og inddragende proces, og jeg er meget stolt af, at vi på relativt kort tid er lykkes med at identificere de forhold, hvor vi med fordel kan justere på tingene, så vi skaber en større grad af frihed og fleksibilitet i den enkelte institution, og hvor der bliver en højere grad af faglig dømmekraft hos ledelsen, siger Morten Thiessen.
Netop det perspektiv bliver bakket op af Anne Weinkauff, som er områdechef på dagtilbudsområdet, hvor man har pædagogisk ledelse i alle institutioner.
Hvis der skal være kvalitet i tiden med børnene, kræver det også, at der er tid til at udvikle og understøtte gode læringsmiljøer i alle vores institutioner. Så mere tid til kerneopgaven er også mere tid til ledelsesopgaven omkring evaluering, opfølgning, refleksion over egen praksis og organisatorisk læring, siger områdechef Anne Weinkauff.
Høj kvalitet i alle dagtilbud
I Aalborg Kommune er det en højt prioriteret opgave at udvikle højkvalitets dagtilbud med afsæt i kommunens egne erfaringer og i nyeste forskning på området. I det arbejde peger rådmand Morten Thiessen på, at der fortsat er krav, regler og arbejdsgange, som bør bevares for ikke at gå på kompromis med børnenes udvikling og trivsel.
Som Børne-og Undervisningsudvalg har vi et politisk ansvar for at lykkes med at skabe gode tilbud, hvor vi gør vores ypperste for, at alle børn trives og udvikler sig hver dag. Derfor insisterer vi også på, at der på visse indsatser fortsat er en strammere styring, så vi har hånd i hanke med, at vi altid gør det, der giver mest mening i forhold til at sikre gode udviklingsmuligheder for alle børn, siger Morten Thiessen.
Fælles retning og omsætningen af de lovgivningsmæssige krav understøttes i Aalborg Kommune af fælles systematik, hvor fokus er på arbejdet med børn i udsatte positioner. Her vil tidlig opsporing, gode overgange mellem tilbud, dialogmøder, godt forældresamarbejde og sprogvurdering af alle børn, fortsat være i fokus.
Vi har blandt andet valgt at fortsætte med krav om sprogvurderingstest, fordi vi ved, at børns kommunikation og sprog har afgørende betydning for en række trivselsmæssige forhold. Det giver dem mulighed for at udtrykke sig, danne relationer, indgå i fællesskaber og indsamle viden – og på længere sigt har det betydning for, hvordan de klarer sig i skolen og i livet, fortæller dagtilbudschef Hans Chr. Mariegaard.
Indsatsen for mere tid til kerneopgaven fortsætter i efteråret med endnu proces en i forvaltningen Børn og Unge. Her er det næste skridt at arbejde med resten af forvaltningens områder, som blandt andet omfatter skoler, fritidstilbud, PPR mv. Og selvom dagtilbudsområdet nu har gennemgået en proces, peger Børne- og Ungerådmanden på, at der fortsat ligger et stort arbejde forude.
Vi har opdaget mange ting, vi kan gøre enklere, og det skal vi nu i gang med at levere på sammen med vores dygtige og professionelle medarbejdere. Forandringerne skabes naturligvis ikke over natten, men vi forventer, at forældrene stille og roligt vil mærke, at der bliver mere tid for personalet til at være sammen med børnene, ved højere kvalitet i de daglige aktiviteter og ved, at det bliver nemmere og mere logisk at kommunikere med dagtilbuddene, siger Morten Thiessen.
Fakta
Byrådet har den 17. januar 2022 drøftet punktet Mere tid til kerneopgaven, som handler om at ophæve kommunalt indførte krav og regler m.v. samt andre administrative opgaver på dagpasnings- og ældreområdet. Formålet er at frigøre mere tid, som målrettet anvendes til kerneopgaverne direkte over for børn og ældre.
Byrådet har bl.a. besluttet, at:
- Alle dokumentationskrav, regler og administrative opgaver inden for plejen af ældre og i dagpasningen, der ved siden af de lovpligtige er besluttet fra kommunens side, ophæves pr. 1. juli 2022.
- Undtaget herfra, er de dokumentationskrav, regler og administrative opgaver, der har en særlig begrundelse i at skabe værdi for kerneopgaven, og som besluttes fastholdt af fagudvalget eller som fagudvalget skønner har behov for en længere proces.
- Den frigjorte tid bruges ubeskåret til at give mere tid til kerneopgaven, direkte over for børn og ældre.
Processen skal gennemføres indenfor alle velfærdsområder i kommunen.
Kilde: Aalborg Kommune