Nyt skolebyggeri er den rigtige investering
I Venstre tænker vi langsigtet for at sikre de bedste vilkår for kommunens børn, men det kan ikke siges om Socialdemokratiet.
Borgmester Thomas Kastrup Larsen virker ikke til at have til hensigt at afsætte penge til en ny skole ved Gigantium. Det er på trods af, at en skole ved Gigantium vil være til gavn for mange elever, og den vil kunne give en ideel og langt stærkere udnyttelse af idrætsfaciliteterne, som Gigantium tilbyder. Eleverne vil kunne få en skoledag med plads og rum til bevægelse, sport i utallige varianter og leg.
Derudover kommer, at der også er planlagt børnehaver i området, hvorfor en skole giver ekstra god mening, da det vil være muligt at få en synergieffekt ud af at bygge skole og børnehave sammen. Og kommunen ejer i forvejen den 26.000 kvadratmeter store grund lige syd for Gigantium, som vil være oplagt at bygge skolen på.
Alt imens Socialdemokratiet tøver, så søger elever i Aalborg Øst mod Gistrup og Gug, som begge vil være ved at briste med elever, før borgmesteren gør noget. Det er blot endnu en grund til, at en ny skole ved Gigantium vil være optimal, så dette behov kan dækkes – og en grund til det ikke kan vente.
Vi vil gerne i Venstre – modsat Socialdemokratiet – give beboere og andre interessenter i området vished om, at der kommer en skole ved Gigantium, så familier kan flytte til området med ro i maven og velvidende at deres børn vil få de bedste muligheder