Dato: 2. okt. 2019
Den dramatiske og til tider barske dokumentargenre er blevet populær blandt TV-seerne. I dette foredrag stiller journalist, tilrettelægger og TV-vært Jacob Kragelund skarpt på denne genre.
Han har i sin journalistiske karriere arbejdet på populære dokumentarprogrammer og -serier som Forsvundne danskere, Pigen der ikke ville dø, Børnene med de blå mærker, Moskeerne bag sløret og senest true crime-dokumentaren Drabet uden lig, der havde nogle af de højeste seertal i længere tid. Han er ligeledes den nye vært på forbrugerprogrammet Kontant.
I sit tankevækkende foredrag viser Jacob Kragelund klip fra sine dokumentarprogrammer og fortæller, hvordan historierne bliver til, og hvordan han arbejder med at komme helt tæt på andre – også når livet er allersværest.
Hvordan opbygger man et tillidsforhold til sine medvirkende, mens man samtidig skal forholde sig kritisk til deres historie? Hør om de mange etiske overvejelser, når Jacob Kragelund jagter de menneskelige skæbnehistorier og laver barsk TV-dokumentar, der har stor betydning for os alle sammen.
Hvordan balancerer man en historie, som Pigen der ikke ville dø, der pludselig tager en uventet drejning? Hvordan er det at møde to dømte drabsmænd i Drabet uden lig, der afsoner lange fængselsstraffe, selvom de begge hævder, at de er uskyldige?
Hvordan finder man mennesker på den anden side af jordkloden, som er efterlyst af politiet i Forsvundne Danskere? Som vært på den populære dokumentarserie har Jacob Kragelund rejst verden rundt for at give de pårørende svar på, hvad der er sket med deres kære. Hvad får et menneske til uden varsel at forlade sin familie og sit vante liv?
Kilde: FOF Aalborg