Nygårdsminde Vingård inviterede indenfor på Dansk Vindag
I anledning af Dansk Vindag havde Gitte og Jan fra Nygårdsminde Vingård valgt at åbne dørene op for interesserede, som denne dag kunne komme på besøg, se den smukke vingård og høre om arbejdet med at dyrke og producere vin i Danmark.
Dagen var en stor succes og blev lidt af et tilløbsstykke, omkring 100 mennesker dukkede op til arrangementet.
Gitte bød løbende gæsterne velkommen og introducerede dem kort til det smukke sted.
Hver halve time blev et nyt hold ud sendt ud i vinmarken til Jan.
Her kunne gæsterne se de smukke vinstokke- både dem, der bærer godt med frugt, og dem, der tog skade af hagl omkring Skt. Hans i år, hvor druerne er næsten fuldstændig ødelagt.
Efter en tur med Jan var ingen i tvivl om at vindyrkning er en stor passion for ham, men også meget hårdt arbejde.
Mange benyttede også lejligheden til at smage på vinen. Det kan for nogle være forbundet med en vis form for skepsis, for kan dansk vin overhovedet drikkes? Helt sikkert JA, mente gæsterne på dagens besøg.
Mange benyttede også det gode vejr til at ‘hænge lidt ud’ i de idylliske omgivelser på vingården, hvor de kunne slå sig ned i havemøbler rundt omkring på grunden med et godt glas Nygårdsminde Rosé.
Til de, der ikke nåede det, er der stadigvæk mulighed for at kigge ind.
Der er åben hver lørdag kl. 11-17 frem til vinhøsten den 13/10 2019.