Corona har efterhånden lukket flere dele af vores samfund ned, hvilket kan være udfordrende og
frustrerende. Men situationen giver også mulighed for at tænke kreativt og skabe nye løsninger og
muligheder. CrossFit North 579 i Aalborg tilbyder nu sine medlemmer at træne sammen igen i form af
udendørstræning under skærpede vilkår.
Når hverdagen er alt andet end den, vi normalt kender til, og samværet med andre udebliver, kan nye og
kreative løsninger opstå. Hos CrossFit North 579 i Aalborg har medlemmerne nu igen mulighed for at træne
sammen under alle forholdsregler i forbindelse med corona.
”Vi bestræber os altid på at imødekomme vores medlemmer og skabe de bedste betingelser
for deres træning. Da vi blev ramt af lockdown, sammensatte vi træninger, som vores
medlemmer kunne udføre hjemme. Og senere åbnede vi op for, at vores medlemmer kunne
låne udstyr fra centeret med hjem,” siger partner i CrossFit North 579, Linn Abildtrup. Hun
fortæller videre:
”Hos CrossFit North 579 vægter vi fællesskab højt, hvorfor vi også er gået skridtet videre og
nu tilbyder vores medlemmer fælles udendørstræning på forskellige store udendørsarealer
rundt i Aalborg. Forud for dette har vi selvfølgelig gjort alt benarbejdet for at sikre, at vi
overholder alle forholdsregler i forbindelse med corona. Vi har været i kontakt med både
politi og coronahotline, som begge har givet os grønt lys. Træningen kommer i første omgang
til at foregå uden udstyr, i hold af max seks deltagere plus en instruktør og alle skal holde en
afstand på minimum to meter. Træningen vil vare en halv time og man må kun opholde sig
på træningsarealet mens, man træner – og der vil være mindst et kvarter mellem hvert hold.”
Første træning løb af stablen allerede 13. april, anden påskedag, hvor dagens otte hold alle var fyldt op.
Træningen foregik på et stort græsareal med masser af plads – og vejret var med deltagerne. En af dagens
deltagere fortæller om oplevelsen:
”Jeg blev rigtig glad, da jeg hørte om dette initiativ og skyndte mig straks at tilmelde mig et
hold. Under lockdown har jeg trænet hjemme, men motivationen er på ingen måde den
samme. Træningen i dag har været god og hård – og selvom, vi skal holde afstand, giver det
mig alligevel en følelse af fællesskab og samvær, som den, vi har i centeret,” fortæller Signe
Kongsgaard.
Det er planen, at den udendørs træning fortsætter frem til, at CrossFit North 579 igen kan åbne dørene op
for sine medlemmer, som indtil videre lyder på 10. maj 2020.