Kriseberedskab i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg
Nødberedskab i forhold til kritiske områder og hjælpen til socialt udsatte
Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune er i fuld gang med at omsætte regeringens udmelding om en delvis nedlukning af den offentlige sektor. Udgangspunktet er, at alle ansatte, der kan arbejde hjemme og ikke varetager kritiske funktioner, allerede kan gøre det fra fredag efter aftale med deres leder.
Derudover arbejdes på at oprette beredskab på de vitale indsatser, der sikrer at væsentlige samfundsfunktioner fortsat kan opretholdes, at sundhedsvæsenet kan fungere, at der bliver taget hånd om socialt udsatte borgere, og at der er hjælp til borgere med akutte problemer.
Etablering af nødpasning
I forbindelse med lukning af dagtilbuddene og fritidscentre gældende fra mandag den 16. marts og 14 dage frem, etableres der nødpasning for de forældre, der varetager kritiske funktioner i den offentlige eller private sektor, eller som på trods af myndighedernes opfordring til at holde børnene hjemme, ikke har andre pasningsmuligheder. I tilfælde af, at forældre har behov for nødpasning, skal der gives besked til daginstitution, fritidscenter eller dagplejer hurtigst muligt og senest fredag kl. 10.00.
Herefter vil de, der har behov for nødpasning i løbet af fredag, modtage nærmere information om dette.
Kriseberedskab i forhold til sociale indsatser
I tråd med regeringens anbefalinger vil Aalborg Kommune etablere et kriseberedskab i forhold til hjælpen til udsatte børn og voksne.
Det betyder, at forvaltningen vil gå langt for, at alle døgntilbud, anbringelsessteder for børn og unge og botilbud for voksne opretholdes. I og med at normal skolegang ophører vil bemandingen på døgninstitutionerne blive tilpasset til, at børnene også er der i dagtimerne. For at begrænse smittefare er der ikke adgang for besøgende på døgntilbud og botilbud.
Mennesker med handicap eller særlige sociale problemer skal fortsat have den mest nødvendige hjælp, og hjemløse skal ikke sættes på gaden. Der oprettes nødberedskab i forhold til indsatsen for udsatte og hjemløse borgere. Det gælder både kommunens tilbud og de tilbud, som frivillige organisationer driver efter aftale med kommunen.
Der vil være krisebemanding på indsatsen for børn i udsatte positioner, herunder børn med handicap i kommunens familiegrupper, Specialgruppen samt Døgnvagten. Disse skal kontaktes pr. telefon.
I Misbrugsbehandlingen udsættes flest mulige behandlinger, men der vil være et nødberedskab til akut behandling. Visitation og rådgivning sker kun pr. telefon. Ved substitutionsbehandlingen fortsættes udlevering dog under en anden form.
Sundhedspleje
Der er oprettet nødberedskab og nyfødte ses efter behov efter aftale med jordemor, myndighed og læge. Der laves aftaler med forældrene i hvert enkelt tilfælde
Tandplejen
Tandplejen er lukket. Der er nødberedskab for akutte og uopsættelige behandlinger.
Økonomiske ydelser til borgerne
Der vil blive oprettet nødberedskab, så det fortsat vil være muligt at søge om sociale ydelser – der vil blive telefonbemanding. Udbetalingen af allerede bevilgede ydelser fortsætter.
Beskæftigelsesområdet drosler ned
I alle Jobcentrets afdelinger holdes lukket for personligt fremmøde. Ledige og sygemeldte kan fortsat kontakte Jobcentret på mail eller telefon, hvis henvendelsen ikke kan vente.
Jobcentrets samtaler, informationsmøder og beskæftigelsestilbud er lukket ned.
I forhold til nedlukningen får de ikke ydelsesmæssige konsekvenser for ledige eller syge borgere.
Find telefonnumre og øvrig information på Aalborg.dk
Forvaltningens informationssider på www.aalborg.dk under de enkelte områder bliver løbende opdateret med nødberedskabet.
Kilde: Aalborg Kommune