Her er status opdateringer fra Nordjyllands Politi:
Nordjyllands Politi har denne morgen den 25. april 2019 modtaget en anmeldelse om en bombetrussel rettet mod TECHCOLLEGE i Aalborg, herunder Aalborg Tekniske Gymnasium.
”På grund af de omstændigheder, truslen er modtaget under, har vi valgt i samråd med skolens ledelse at holde skolens afdelinger lukket indtil videre,” fortæller politiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi.
Politiet er i øjeblikket til stede på flere af skolens adresser.
Status – bombetrussel mod skole i Aalborg
Nordjyllands Politi er fortsat til stede på adskillige af de adresser, som hører under TECHCOLLEGE og Aalborg Tekniske Gymnasium. Tilstedeværelsen skyldes den bombetrussel, som skolen modtog her til morgen. Politiet holder pressemøde kl. 10.00.
Følgende adresser er evakueret:
Aalborg Tekniske Gymnasium
Øster Uttrup Vej 1, 9000 Aalborg
Øster Uttrup Vej 5, 9000 Aalborg
Nyhavnsgade 14, 9000 Aalborg
TECHCOLLEGE
Rørdalsvej 10, 9000 Aalborg
Struervej 70, 9220 Aalborg Øst
Sigrid Undsets Vej 3, 9220 Aalborg Øst
Teglværket 2, 9400 Nørresundby
Skoler med relation til TECHCOLLEGE/Aalborg Tekniske Gymnasium uden for Aalborg er ikke berørt.
Bevar roen
Nordjyllands Politi opfordrer alle forældre, skoleelever og øvrige berørte af situationen til at bevare roen.
”Vi tager altid bombetrusler meget alvorligt. Vi tager ingen chancer. Derfor er vi tilstede på mange adresser lige nu. Men vi vil gerne opfordre alle til at bevare roen og stille og roligt følge vores anvisninger,” forklarer politiinspektør Ole Kristensen.
Truslen kom via mail
Truslen mod TECHCOLLEGE og Aalborg Tekniske Gymnasium blev sendt i en mail til skolens ledelse tidligt i morges. Herefter anmeldte skolen bombetruslen til politiet.
Andre skoler i området er således ikke berørt.
Pressemøde om bombetrussel i Aalborg kl. 15.00
Nordjyllands Politi holder et kort pressemøde kl. 15.00 på forpladsen foran Aalborg Politigård, Jyllandsgade 27, 9000 Aalborg.
Politiet efterforsker fortsat bombetrussel i Aalborg
Nordjyllands Politi arbejder fortsat på en række adresser i Aalborg, som hører til TECHCOLLEGE, herunder Aalborg Tekniske Gymnasium, siden skolens ledelse tidligt i morges modtog en bombetrussel pr. mail.
”Truslen går ikke på en konkret adresse. Derfor arbejder vi systematisk og bredt. Vi gennemgår alle de relevante adresser,” forklarer politiinspektør Ole Kristensen om det politifaglige arbejde, man lige nu er i gang med.
Politiets bombehunde er sat på arbejde, og Nordjyllands Politi har ligeledes rekvireret EOD, Forsvarets sprængstofberedskab, til opgaven med at undersøge skolens adresser.
En helhjertet indsats – en massiv indsats
Det store politiopbud rundt omkring i Aalborg kan virke voldsomt. Men ifølge politiinspektør Ole Kristensen har det en naturlig forklaring:
”Vi tager denne bombetrussel alvorligt. Og derfor handler vi også ud fra det, og da der er tale om en stor skole med mange adresser, så vil man kunne se meget politi i byen. Vi opfordrer folk i området til at følge vores anvisninger på de berørte adresser og ellers tage det helt med ro,” siger Ole Kristensen.
Skoler og dele af indkøbscenter fortsat lukket ned
Da Aalborg Tekniske Skole har lokaler i dele af indkøbscenteret Friis på Nyhavnsgade 14, 9000 Aalborg, er dele af indkøbscenteret fortsat lukket ned.
TECHCOLLEGEs adresser i Aalborg, Aalborg Øst og Nørresundby er fortsat spærret af, så man tydeligt kan se, hvor man må færdes i øjeblikket.
Skolehjemmet på Øster Uttrup Vej i Aalborg vil også være spærret af.
Hvornår åbner skoler og indkøbscenteret igen?
Der er i øjeblikket ikke noget sluttidspunkt på politiets indsats i forbindelse med bombetruslen. Forældre og elever bedes holde sig orienteret via skolens egne kommunikationskanaler.
Politiet offentliggør løbende seneste nyt i sagen på politi.dk og på Twitter (@njylpoliti).
Nordjyllands Politi har ikke flere oplysninger i sagen i øjeblikket.