Boligsidens Indblik er i denne uge skrevet af Peter J. Mattsen, direktør Nykredit Mægler, Nybolig & Estate.
Det kan næppe være undsluppet nogens opmærksomhed, at FN har formuleret 17 verdensmål. Verden står overfor betydelige udfordringer, og der er ingen tvivl om, at det er tid til handling, hvis vi skal forhindre øget vandstand og omfattende naturkatastrofer i fremtiden, og derfor er det også glædeligt, at det er blevet et fælles, globalt projekt.
Kigger vi nærmere på målene, er der faktisk en del af dem, der har med vores boliger at gøre. Især de mål, som handler om at reducere vores fælles og individuelle klimaaftryk. Der er ingen tvivl om, at skelsættende reduktioner sker, når der er politisk vilje, og vi som forbrugere hjælpes på vej med lovgivning og nudging.
Men der er også meget, vi kan gøre helt af os selv. Først og fremmest skal vi dog erkende, at vi kan gøre en forskel som boligejere.
Øget bevidsthed
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ligesom mange andre på vore breddegrader sagtens kunne anstrenge mig mere for at understøtte verdensmålene. Men jeg er blevet langt mere bevidst om mine valg og handlinger, end jeg har været. Strejkende børn og voldsomme vejrfænomener gør dybt indtryk. Hvad kan jeg selv gøre?
Jeg sparer på vandet derhjemme, har fået computerstyret mit varmesystem, så det kun bruger det halve af, hvad jeg brugte før, jeg undgår varer, hvor emballagen ikke genanvendes og prøver i det hele taget at se, om jeg kan træffe mere bæredygtige valg i min bolig.
Det er så nemt at tænke, at lille mig ikke gør den store forskel, så jeg kan ligeså godt gøre som jeg plejer, men tænker vi først sådan, kan man ikke ligefrem sige, at vi understøtter de gode intentioner.
Klimakrise trumfer rentestigninger
Som direktør for en af landets største mæglerkæder har jeg en platform at tale ud fra, eksempelvis denne klumme på Boligsiden. Hvis jeg er heldig, vil folk gerne lytte til mig. Det skal udnyttes.
Der er mange vigtige ting at reflektere over, når det kommer til boliger, men klimakrisen overtrumfer ligesom emner som rentestigninger og prisnedslag, selvom de ingenlunde skal forklejnes.
Derfor vil jeg opfordre boligmarkedets parter – mig selv inklusive – til at finde ud af, om ikke vi kan bruge vores indflydelse til at få mere fokus på boligmassens bæredygtighedspotentiale.
I den danske mæglerbranche er vi med, når godt 70.000 boliger årligt skifter ejere, ligesom vi optræder hyppigt i medier og annoncer. Det er en fantastisk mulighed for at missionere bæredygtighed blandt boligejerne.
Vil ikke pege fingre
Det skal ikke være en fingerpegeøvelse, hvor vi prygler hinanden med dårlig samvittighed og per automatik råder alle til at efterisolere fremfor at udskifte køkkenet. For danskerne er med på dagsordenen. Det kan man blive bekræftet i, når man kigger på de bærende dagsordener i den netop overståede valgkamp.
Hvis vi eksempelvis lancerer et bæredygtigt alternativ til overtræksposerne i blå plastik, som man har på under en fremvisning, skal det ikke være for prale med, hvor bæredygtige vi er, men simpelthen for at inspirere og sætte fokus på, at vi alle sammen kan flytte os, og at det nytter at gøre en forskel, selvom det er i det små.
Vi bør gå foran som det gode eksempel og handle for at flytte hinanden, hvor vi kan.
Jeg tror og håber, at det for de fleste boligejere med tiden vil blive vigtigt at have en bolig, der ikke efterlader, eller næsten ikke efterlader, noget klimaftryk, og jeg tror, det vil ske uden hård regulering.
Jo mere vi i branchen sætter fokus på klimaet og verdensmålene, des tidligere vil danske boligejere blive verdens grønneste til stor inspiration for resten af kloden.
Kilde: Boligsiden.dk