Bliver du usikker ved tanken om kateterisation?
Det er helt naturligt at føle sig lidt usikker og nervøs, når man skal lære at kateterisere. Tanken om at skulle indføre et kateter i urinrøret – ikke bare én, men flere gange i løbet af dagen – kan føles overvældende i starten. Men du kan trøste dig med, at tusindvis af mennesker som dig gør det hver dag, og selvom de havde de samme betænkeligheder ved at kateterisere, er kateterisation nu blevet rutine – ligesom det sandsynligvis bliver for dig.
Det kan give blærebetændelse og skade nyrerne, hvis blæren ikke bliver tømt regelmæssigt og er helt tom. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at din blære er helt tom hver gang. Med en grundig oplæring, øvelse og ikke mindst tålmodighed bliver kateterisation som regel en rutine, så du kan tømme din blære på nogle få minutter. Tal med din læge eller sygeplejerske, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget.
Er det svært at kateterisere? Og gør det ondt?
Næsten alle kan lære at udføre engangskateterisation. Det kan føles lidt underligt i starten, men med lidt øvelse bliver det en normal ting i din hverdag. Sygeplejersken vil hjælpe dig med at finde det bedst egnede kateter og den optimale måde at gøre det på. Og hvis du har nedsat håndfunktion, kan du stadig lære teknikken. Kateterisation kan føles mærkeligt i starten, men det bør ikke gøre ondt. Tal med en sygeplejerske, hvis du har problemer, eller hvis det gør ondt.
Oplever du problemer med at indføre eller fjerne dit kateter?
Prøv først og fremmest at slappe af. De fleste problemer skyldes ofte, at musklerne er spændte. Et lille trick er at hoste let, når du indfører katetret og fjerner det igen. Men du bør tale med en læge eller sygeplejerske, hvis du har tilbagevendende problemer med kateterisation. Måske skal du prøve et andet kateter for at finde et, som er bedre egnet til netop dine behov. Hvis du anvender et kateter, som matcher dig, og følger anvisningerne for kateterisation, er der mindre risiko for komplikationer.
Sådan husker du at kateterisere
Det er vigtigt at kateterisere regelmæssigt for at forblive rask og undgå ufrivillig vandladning. Gør rådene her til en del af din daglige rutine. Du bør kateterisere 4-6 gange i døgnet, eller så ofte som din læge eller sygeplejerske har anbefalet. Den bedste måde at huske at kateterisere på, er ved at skabe en rutine, der passer ind i din dagligdag.
Du kan forbedre og overholde din kateterisationsrutine ved at:
kæde din kateterisationsrutine sammen med dine almindelige daglige aktiviteter, som f.eks. ved tandbørstning og spisetider
anvende alarmer i dit ur eller mobiltelefon som daglige påmindelser
drikke mindst 6-8 glas (1,5-2 liter) væske om dagen, og undlad at reducere mængden
have katetre og tilbehør i nærheden, så du altid kan kateterisere uanset hvor du er
Kateterisere regelmæssigt – glemmer du det, så skal du gøre det hurtigst muligt.
Få gode råd til din kateterisationsrutine
Hvis tanken om at udføre kateterisation generer dig, så husk på, at der er mennesker omkring dig, som kan hjælpe og give støtte. Din sygeplejerske og læge kan demonstrere, hvordan du gør det på en sikker og tryg måde. Hos Coloplast er du altid velkommen til at kontakte sygeplejerskerne, som sidder klar til at tale med dig om alle de betænkeligheder, du måtte have. Alle sygeplejersker hos Coloplast har naturligvis tavshedspligt.
Coloplast Care er et ekstra støttetilbud til dig med vandladningsproblemer, hvor du kan få gode råd, relevante informationer og inspiration til din hverdag som kateterbruger. Du kan tilmelde dig månedlige e-mails eller løbende følge med i opdateringer på Coloplasts hjemmeside, når det passer dig.