AaB brændte straffespark og var en mand i overtal i 35 minutter, da holdet her til aften tabte 1-0 til FC Midtjylland, som scorede i 89. minut.
AaB måtte tage tomhændet fra MCH Arena, da nordjyderne tabte 1-0 til FC Midtjylland, der scorede få minutter før tid på et kantfrispark. Inden da havde AaB brændt straffespark og været en mand i overtal i 35 minutter.
AaB var lige ved at få en mareridtsstart i Herning, da hjemmeholdet inden uret rundede to minutter havde bolden i nettet bag Jacob Rinne. Men målet blev korrekt annulleret, da Junior Brumado lige foran målstregen ramte bolden.
Efter dette overtog AaB den chanceskabende rolle og holdt samtidig FC Midtjylland fra oplagte muligheder. Efter kun fem minutter fik AaB også et mål annulleret for offside. Tom van Weert, der scorede to mål i seneste 3F Superligakamp, blev sendt i frit løb mod Jesper Hansens mål, og hollænderen fik sparket bolden i kassen, men han blev – også korrekt – vinket for offside.
Efter lidt over ti minutters spil sendte Kasper Kusk bolden frem i banen til Tom van Weert, der denne gang lå på den rigtige side af FC Midtjyllands offsidefælde. Angriberen forsøgte sig fra kanten af feltet med en flad afslutning mod fjerneste stolpe, men Jesper Hansen tog sig sikkert af forsøget.
Kort efter slog Kasper Kusk et yderst præcist indlægsfrispark ind i FC Midtjylland-feltet. Bolden lå lige mellem Jesper Hansen og hans forsvar og havde retning mod hovederne på både Tom van Weert og Jores Okore. Det blev førstnævnte, der fik hovedet på læderet omkring det lille felt, men desværre for nordjyderne havnede hovedstødet lige i favnen på FC Midtjyllands målmand.
Cirka midtvejs i første halvleg fik både Mikkel Kaufmann og Frank Onyeka forsøgt sig med afslutninger fra distancen, og mens AaB-afslutningen blev blokeret, gik hjemmeholdets forsøg forbi.
25 minutter inde i opgøret gik Lucas Andersen i græsset i FC Midtjylland-feltet. Dommer Morten Krogh pegede på pletten og dømte straffespark til AaB. Tom van Weert, der gik til bolden, misbruget dog muligheden fra 11-meterpletten, da sparket, som ikke sad særlig yderligt, blev reddet af Jesper Hansen, der sprang til den rigtige side.
Efter det brændte straffespark fik AaB generelt sværere ved at kreere muligheder, og et par minutter efter tog Evander en solotur på AaB’s banehalvdel, inden brasilianeren sparkede bolden over mål fra buen af straffesparksfeltet.
Hen mod pausen fik både Alexander Scholz og Gustav Wikheim prøvet lykken udefra. Førstnævnte sendte bolden langt forbi, mens Gustav Wikheims afslutning sad lige i hænderne på Jacob Rinne.
Lige inden pausefløjtet for en ellers god første halvleg måtte Tom van Weert forlade banen med en hovedskade, og han blev fra anden halvlegs start erstattet af Wessam Abou Ali.
Ligesom i første halvleg var FC Midtjylland også først til at være farlige i anden halvleg. En indøvet hjørnesparkskombination endte dog med en upræcis afslutning fra Alexander Scholz.
Fem minutter efter pausen var FC Midtjylland igen farlige på et hjørnespark. Erik Sviatchenko nåede frem til bolden og headede bolden hårdt ind på undersiden af overliggeren. Bolden sprang dog til AaB-spillernes lettelse ud i feltet igen. Her forsøgte Erik Sviatchenko at sparke til bolden, men han ramte i stedet Patrick Kristensen tæt på hovedet, hvilket kostede et gult kort til Erik Sviatchenko.
Den blev afgørende, for tre minutter senere, modtog Erik Sviatchenko sin anden advarsel, da han ulovligt stoppede Kasper Kusk. Dermed blev FC Midtjylland efterladt med en mand i undertal.
Alligevel var FC Midtjylland igen farlige et minut senere, hvor Alexander Scholz fik en god hovedstødschance, som han headede over.
Selvom AaB var i overtal fortsatte FC Midtjylland med at skabe muligheder, og efter 63 minutter lykkedes hjemmeholdets indskiftede Sory Kaba at score, men igen blev målet underkendt for offside. Denne gang på en tvivlsom kendelse.
Midt i anden halvleg trykkede Lucas Andersen kompetent og hårdt af fra kanten af feltet, og Jesper Hansen måtte give et hjørne på afslutningen. Hjørnesparket førte til afslutninger fra Patrick Olsen og Lucas Andersen, men begge blev blokeret.
Cirka 20 minutter før tid blev et nyt AaB-hjørnespark sendt ind til Patrick Olsen, som var fri i det lille felt, men desværre mistimede sin mulighed og headede forbi bolden.
Fem minutter før tid fik Evander en god frisparksmulighed tæt på AaB-feltet, men han sendte bolden over mål.
Efter 88 minutter tog Evander sig af et kantfrispark, og det fik lov til uberørt at sejle hele vejen ind i AaB-målet til slutresultatet 1-0.
Nederlaget betyder, at AaB har fire point efter de første fire spillerunder, hvilket giver en øjeblikkelig 10. plads i 3F Superligaen. Næste kamp spilles mod Esbjerg fB 11. august kl. 14.00 på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen her.
Matchfacts – 3F Superligaen, 4. spillerunde
FC Midtjylland-AaB 1-0 (0-0)
89. min 1-0 Evander
Advarsler FC Midtjylland: Erik Sviatchenko (50), Frank Onyeka (56)
Udvisning FC Midtjylland: Erik Sviatchenko (53)
Advarsler AaB: Kasper Pedersen (83)
7.965 tilskuere på MCH Arena
FC Midtjylland (3-5-2): Jesper Hansen, Alexander Scholz, Erik Sviatchenko, Rasmus Nicolaisen, Jens-Lys Cajuste (75: Mikael Anderson), Frank Onyeka, Tim Sparv, Evander Ferreira, Joel Andersson, Junior Brumado (46: Sory Kaba), Gustav Wikheim (84: Awer Mabil) .
AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jores Okore, Patrick Kristensen (86: Jakob Ahlmann), Patrick Olsen, Robert Kakeeto (77: Oliver Abildgaard), Lucas Andersen, Kasper Kusk, Tom van Weert (46: Wessam Abou Ali), Mikkel Kaufmann.
Dommer: Morten Krogh
Kilde: AaBsport.dk