Anføreren forlænger med Aalborg Håndbold
29-årige René Antonsen har forlænget sin aftale for yderligere et år, så den nu løber frem til sommeren 2024.
Med sine næsten 300 kampe for klubben er René en sand kulturbærer, og på nær en kort afstikker til Ribe-Esbjerg tidligt i sin karriere, har han altid repræsenteret Aalborg Håndbold.
Det er derfor en spiller, der i den grad har klubbens DNA helt inde under huden, og direktør Jan Larsen glæder sig over fornyelsen.
– René er ikke blot en utrolig dygtig håndboldspiller, men han er også en fantastisk person, der som anfører udfører en vigtig rolle både på og uden for banen. Han har i en lang årrække bevist sit værd, og jeg er rigtig glad for, at vi fortsat de kommende år vil have en af vores egne til at gå forrest i jagten på flere triumfer, siger direktør Jan Larsen.
René har bl.a. kunnet hæve DM-trofæet de seneste tre sæsoner, men anføreren har stadig masser af blod på tanden.
– Aalborg Håndbold er min klub, og jeg kan ikke forestille mig en anden trøje, jeg hellere vil trække over hovedet. Jeg har fået så mange store oplevelser her, men det har kun gjort sulten endnu større for at jagte flere succeser. Det ser jeg virkelig frem til sammen med mine fantastiske holdkammerater – og ikke mindst med vores forrygende fans i ryggen, siger René Antonsen.