AaB vandt 4-1 over Randers Freja FC i anden runde af U/19 Ligaen. I U/15 Ligaen, der havde premiere lørdag, blev det til et nederlag på 2-1.
U/19 Ligaen AaB-Randers Freja FC 4-1
AaB’s U/19-ligahold tog anden sejr ud af to mulige, da nordjyderne i weekenden besejrede Randers Freja FC med 4-1.
Efter en lidt rodet start overtog AaB kontrollen af kampen, og efter 24 minutter udmøntede det sig i scoringen til 1-0. Jeppe Pedersen fandt Oliver Børsting, som sparkede bolden fladt ind ved nærmeste stolpe.
Lige efter scoringen svarede Randers Freja FC tilbage, da de ved igangsættelsen på midten sendte mange spillere frem. Dette skabte et kaos, som AaB-spillerne ikke fik løst, og gæsterne fik tilkæmpet sig et kluntet straffespark, som blev eksekveret.
10 minutter før pausen kom AaB dog foran igen, da en af gæsterne fik sendt læderet i eget net efter et indlæg.
Lige efter pausen slog AaB til igen, da Oliver Overgaard opsnappede en andenbold foran feltet og tog et par driblinger, inden han sendte bolden fladt i mål til 3-1.
Scoringen fik AaB til at blive mere passive i spillet, men selvom gæsterne var mere på bolden, fik det bolsjestribede hjemmehold holdt gæsterne fra store chancer.
I stedet kunne Oliver Børsting lukke kampen et kvarter før tid, da han efter en omstilling modtog et indlæg midt i feltet, som han sparkede ind langs den ene opstander.
– Især i første halvleg fik vi presset dem højt, og vi var selv rigtig gode med bolden. Vi kom godt over kanterne og nåede både frem til mange indlæg og afslutninger. Ved pausen snakkede vi om, at vi skulle spille kynisk og vinde kampen, men efter vores hurtige scoring i anden halvleg, blev vi lidt for passive. Sejren var dog aldrig i fare, for vi holdt dem fra muligheder og cruisede sejren hjem, siger U/19-ligatræner David Olsen.
Med sejren har AaB seks point efter de to første kampe i U/19 Ligaen. Næste opgave venter på lørdag på udebane mod OB.
U/15 Ligaen: AaB-Randers Freja FC 1-2
AaB’s U/15-drenge spillede lørdag sin første U/15-ligakamp, da Randers Freja FC gæstede Hornevej. Desværre endte første ligakamp med et nederlag på 2-1.
AaB var ellers dominerende fra kampens indledning, og efter mindre end et kvarter headede Malthe Gyldenløve-Lyebalk bolden i nettet efter et hjørnespark til 1-0.
En halv time inde i kampen udnyttede gæsterne dog en fejl i AaB-defensiven til at bringe balance i stillingen, og selvom AaB kampen igennem fortsatte med at dominere, scorede Randers Freja FC sejrsmålet til 2-1 efter et hjørnespark 82 minutter inde i kampen.
I næste weekend deltager U/15-holdet i Crowne Plaza Elite Cup i Kastrup, og derfor spilles næste U/15-ligakamp først lørdag 31. august kl. 13.00 på hjemmebane mod FC Midtjylland.
Kilde: AaBsport.dk