Opera Musikkens Hus. Foto: Nicolas Cho Meier
Clara Thomsen modtager Aalborg Operapris 2020
Den unge, fremadstormende sopran Clara Thomsen er dette års vinder af Aalborg Operapris, som i aftes blev overrakt af juryformand og festivalleder Peter Rønn fra Aalborg Operafestival og Viceborgmester i Aalborg Nuuradiin S. Hussein.
Aalborg Operafestival skulle i år have fejret sit 20-års jubilæum og forkælet nordjyderne med storslåede musikalske oplevelser. Festivalen blev dog udskudt til 2021 på grund af den aktuelle situation, men traditionen tro skulle Aalborg Operapris, der tildeles i et samarbejde med Den Obelske Familiefond, fortsat uddeles til en talentfuld sanger fra operascenen.
Prisen, der består et legat på 25.000 kr., en personlig operavase af glaspusteren Anne Flohr og et engagement med Aalborg Symfoniorkester, gik til den 29-årige Clara Thomsen, der gennem de seneste år har gjort sig bemærket på både den danske og europæiske scene. Til koncerten Opera Highlights med Aalborg Symfoniorkester blev Aalborg Operapris således overrakt af festivalleder Peter Rønn fra Aalborg Operafestival og Viceborgmester i Aalborg Nuuradiin S. Hussein.
– Det er en stor ære at modtage Aalborg Operapris. Jeg er utroligt glad og taknemmelig for at være blevet valgt som årets prismodtager. Og det er en inspiration til at arbejde videre, i denne tid, hvor vi ikke har kunne dyrke kunsten på samme måde, som vi er vant til, lyder det fra Clara Thomsen efter overrækkelsen.
Med en uddannelse fra Det Kongelige Danske Operaakademi i 2018 og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2015 har Clara Thomsen gjort lynkarriere. I 2017 tonede den unge sopran frem i rollen som Barbarina i Figaros Bryllup med det Kongelige Teater på turné og har efterfølgende bestridt roller som Pamina i Mozarts Tryllefløjten på Operafestivalen i København og tiltelpartiet i Händels opera Alcina. På trods af sin unge alder har Clara Thomsen også allerede optrådt i store dele af Europa og vandt i 2018 prisen som årets operatalent ved Copenhagen Opera Festival.
– Clara Thomsen er en fremragende ung sopransanger med en vidunderlig stemme og et både rodfæstet og markant kunstnerisk udtryk. Clara har allerede slået sit navn fast på den danske scene og er nu godt i gang med at erobre Europa og resten af verden. Det er kun naturligt, at Aalborg Operapris 2020 går til Clara, fortæller festivalleder hos Aalborg Operafestival Peter Rønn.
Ud over at have turneret i Europa har Clara Thomsen også været solist i den legendariske koncertsal Musikverein med Tonkünstlerorkesteret og dirigent Michael Schønwandt. Senest har hun gjort sig bemærket som sopran til DRs Nytårsgalla i 2019 og som Konstanze i Bortførelsen fra Seraillet af Mozart på Den Jyske Opera i 2020.
Til prisoverrækkelsen kvitterede Clara Thomsen med Gildas arie fra Rigoletto, akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester.
Jury
Peter Rønn, festivalleder, Aalborg Operafestival
Amy Lane, festivaldirektør, CPH Operafestival
Christine B. Christiansen, journalist, Jyllandsposten
David Riddell, operachef, Århus Sommer Opera
Flemming Vistisen, operachef, Operaen i Midten
Jakob Wivel, journalist, Børsen
Jan Kvistborg, konsulent, Aalborg Symfoniorkester
John Fulljames, operachef, Det Kongelige Teater
Lars Ole Mathiasen, operachef, Den Ny Opera
Peter Lodahl, Musikchef Copenhagen Phil & Tivoli Summer Classic Philipp Kochheim, operachef, Den Jyske Opera
Thomas Storm, operachef, Den Fynske Opera
Modtagere af Aalborg Operapris
2003: Gisela Stille
2004: Tuva Semmingsen
2005: Kristina Wahlin
2006: Johan Reuter
2007: Bo Kristian Jensen
2008: Lars Møller
2009: Trine Bastrup Møller
2010: Audun Iversen
2011: Peter Lodahl
2012: Vibeke Kristensen
2013: Jens Søndergaard
2014: Sofie Elkjær Jensen
2015: Adam Frandsen
2016: Denise Beck
2018: Berit Barfred Jensen
2019: Simon Duus
Kilde: Aalborg Operafestival og Musikkens Hus