Hun har siddet blandt sine musikerkollegaer Aalborg Symfoniorkester siden 2009, men på torsdag træder hollandsk-fødte Judith Blauw frem i rampelyset, når hun er solist i den tjekkiske komponist Bohuslav Martinůs Koncert for obo og lille orkester fra 1956. Koncerten byder også på Bruckners Symfoni nr. 6 og på Wagners forspil til operaen Tristan og Isolde.
Judith Blauw er en oboist med en klar, lyrisk stil. Hun er en rigtig orkester-musiker, som føler sig hjemme både i det store symfoniorkester og i et kammerorkester. Mange nordjyder har måske hørt hende i flere kammermusikalske sammenhænge – blandt andet i det, der tidligere hed Alabu Blæserkvintet, men nu har skiftet navn til Limfjordkvintetten.
Judith Blauw har studeret ved konservatorierne i Haag og Amsterdam, og efter sine studier blev hun ansat i Holland Symfonia, som er et ballet-og symfoniorkester i Amsterdam. Stillingen her kombinerede hun med en lignende i European Union Chamber Orchestra med hvem, hun har turneret over hele Europa – og indspillet flere albums. Hun vender stadig tilbage til orkestret som solist. Siden 2009 har Judith Blauw været ansat som solo-oboist i Aalborg Symfoniorkester.
Ti minutter af en fire timer lang opera
Koncerten torsdag 2. marts indledes med forspillet til Richard Wagners fire timer lange opera Tristan og Isolde. Forspillet varer bare ti minutter, men det er mere end rigeligt til at vise, hvor stor en komponist Wagner er. Allerede de første toner skrev musikhistorie og er i dag kendt som ”Tristan-akkorden” – og så spiller oboen i øvrigt også en fremtrædende rolle i dette værk.
Torsdagskoncerten slutter med Bruckners storslåede 6. symfoni, som er tydeligt inspireret af Wagners opera Tristan og Isolde, som Bruckner overværede uropførelsen af i 1865. Bruckner fik aldrig hørt sin 6. symfoni. Den blev uropført efter hans død i 1899, dirigeret af Gustav Mahler i dennes meget stærkt bearbejdede version. I dag spilles den originale version.
Der er gratis koncertoptakt ved Rolf Ruggaard kl. 18.30
Studerende og unge under 30 år kan købe koncertbilletter for bare 50 kr. til denne koncert.
Program:
Richard Wagner: Tristan og Isolde, forspil til 1. akt
Bohuslav Martinů: Koncert for obo og lille orkester
Pause
Anton Bruckner: Symfoni nr. 6
Medvirkende:
Michael Sanderling, dirigent
Judith Blauw, obo
Aalborg Symfoniorkester
Hvad: Torsdagskoncert Aalborg Symfoniorkester: Wagner, Martinů & Bruckner
Hvor: Koncertsalen i Musikkens Hus
Hvornår: torsdag 2. marts 2023 kl. 19.30
For yderligere information, billetter, interviewaftaler m.m., kontakt venligst:
Helle Nørgaard, PR- og marketingkonsulent, Mobil: 60 20 35 71 / Mail: hn@aalborgsymfoni.dk
Kilde: Aalborg symfoniorkester, Musikkens Hus