Aalborg Kommune har fået 8,6 millioner kroner i støtte fra Kystpuljen til et nyt projekt, der skal beskytte Spritten mod stormflod. Men samtidig viser en ny rapport, at kommunen står over for nogle af landets største klimarisici – og en potentiel milliardregning, hvis der ikke investeres massivt i klimatilpasning.
Pengene fra staten skal gå til en kombination af højvandsmur og terrænreguleringer, der skal sikre det historiske område. Projektet er en del af kommunens igangværende klimatilpasningsindsats, som også forventes at blive et centralt tema i de kommende budgetforhandlinger.
Aalborg blandt de hårdest ramte
Ifølge rapporten Skader ved stormfloder i Danmark, udarbejdet af DTU for KL og Klimaalliancen, er Aalborg den næstmest udsatte kommune i landet, når det gælder stormflodsskader. Hvis der ikke handles, kan skaderne over de næste 100 år løbe op i 15,8 milliarder kroner – målt i nutidsværdi.
“Rapporten var en øjenåbner. Vi er nødt til at have fuld fokus på opgaven,” siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for By og Land.
En enkelt 100-årshændelse i dag ville ifølge beregningerne koste tæt på én milliard kroner i skader alene i Aalborg Kommune.
Investering betaler sig
Rapporten viser også, at klimatilpasning kan være en god forretning: For hver investeret million i stormflodssikring kan der spares seks millioner kroner i fremtidige skadesudgifter. Og skaderne bliver dyrere i takt med klimaforandringerne – en femårshændelse, der i dag vil koste 368 millioner kroner, vil i 2049 koste omkring en milliard.
Kommunen efterlyser finansiering
Aalborg Kommune har allerede igangsat flere klimatiltag, herunder krav om minimum sokkelkote for nybyggeri, separatkloakering og vandhåndteringsplaner. Men ifølge rådmanden er der brug for en langsigtet økonomisk plan:
“Vi har ikke selv de økonomiske muskler til at finansiere hele indsatsen uden at skære i kernevelfærden. Derfor er det afgørende, at staten også fremover prioriterer midler og giver lånemuligheder til klimatilpasning,” siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Lovkrav skubber på
Klimatilpasning er ikke kun et spørgsmål om økonomi. Aalborg Kommune blev i 2024 udpeget som risikoområde for oversvømmelser under EU’s oversvømmelsesdirektiv. Det betyder, at kommunen er forpligtet til at udarbejde en risikostyringsplan, der beskriver både forebyggelse og håndtering af fremtidige oversvømmelser.
“Klimatilpasning er en af de helt store opgaver for kommunen i de kommende år. Vi skal have kortlagt udfordringerne, finde de rigtige løsninger og få sat gang i de konkrete projekter – herunder Spritten,” siger rådmanden.
Kilde: Aalborg Kommune







