Rådmand Nuuradiin S. Hussein – foto: Lars Horn
Svarer minister: Vi er skarpe på tilsynet med dagtilbud i Aalborg Kommune
Rådmand i Aalborg Kommune Nuuradiin S. Hussein inviterer nu børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til at besøge Aalborg for at se et velfungerede tilsyn med dagtilbud.
“Lige som ministeren er vi i Aalborg optaget af at sikre kvalitet i vores dagtilbud. Vi skal have sikkerhed for, at børnene ikke bare trives, men også udvikler sig sprogligt, motorisk og socialt. Derfor har vi i Aalborg oprettet en særlig central tilsynsenhed”, udtaler rådmand Nuuradiin S. Hussein, Aalborg Kommune.
Ifølge flere medier overvejer Pernille Rosenkrantz-Theil (S) at flytte tilsynet med dagtilbuddene væk fra den enkelte kommune. I stedet har hun talt om en mulighed for at placere det i nye mellemkommunale enheder eller i en statslig myndighed.
Baggrunden er, at en undersøgelse foretaget af FOA sætter alvorligt spørgsmålstegn ved kvaliteten af det tilsyn, som kommunerne fører med dagtilbuddene.
På den baggrund opfordrer Rådmand Nuuradiin S. Hussein, Aalborg ministeren til at tage udgangspunkt i erfaringerne fra de kommuner, hvor tilsynet fungerer fremfor at bygge helt nye enheder op:
“I Aalborg har vi flyttet tilsynet til en særlig enhed. Samtidig har vi systematiseret og skærpet tilsynsbesøgene fagligt. Vi har allerede haft besøg af både KL og andre kommuner, der vil høre om vores erfaringer. Så derfor har jeg inviteret ministeren til Aalborg, så hun også får indblik i, hvordan vores tilsyn fungerer”.
Ifølge leder af Aalborg Kommunes tilsynsenhed Dorte Hyttel Alrø har Aalborg Kommune ikke bare sat antallet af tilsyn op i forhold til tidligere. Kommunen har også systematisk udviklet den faglige kvalitet i det enkelte tilsyn.
“Helt i tråd med ministerens ønsker foretager vi netop uanmeldte tilsyn. Her bruger vi en særlig observationsmodel, hvor vi ser på samspillet mellem voksne og børn – men også samspillet mellem børnene indbyrdes. Det er denne observation, som er grundlaget i tilsynet og i den efterfølgende dialog med dagtilbuddet,” forklarer Dorte Hyttel Alrø
Det er ifølge Dorte Hyttel Alrø vigtigt at kunne give leder og personale præcise pædagogiske tilbagemeldinger på tilsynet. Det er en forudsætning for, at tilsynet kan bidrage til at løfte kvaliteten i den enkelte daginstitution.
Det er en væsentlig pointe, forklarer rådmand Nuuradiin S. Hussein, at tilsyn ikke må ses som noget isoleret eller svaret på alt.
“Tilsyn kan ikke stå alene. Det bliver bare en sovepude. I sidste ende er kvalitet i dagtilbud udtryk for, at ledelsen er tæt på og følger den daglige praksis. På samme måde som vi skal inddrage forældre og forældrebestyrelser i arbejdet”, slutter Nuuradiin S. Hussein.
Fakta om Aalborg Kommunes tilsyn:
- Aalborg Kommune har på baggrund af den ny dagtilbudslov i juli 2018 skærpet og justeret hele indsatsen på tilsyn for både det kommunale og private dagområde.
- Pr. januar 2019 er der oprettet et helt selvstændigt enhed, der fører tilsyn med både offentlig og privat pasning.
- Afsnittet har myndighed og ansvar for ledelse og styring af rammerne samt indholdet og kvaliteten af tilsynene.
- Afsnittet er organisatorisk placeret med direkte reference til Børne- og Familiechefen.
- Tilsynet kommer 4 gange årligt ved private børnepassere og 2 gange årligt ved private institutioner.
- I kommunale institutioner, fritidscentre og kommunal dagpleje kommer tilsynet 1 gang hvert 2. år
- For at sikre systematik i tilsynsbesøgene har Aalborg Kommune indkøbt et særligt IT-system INFOBA
Kilde: Aalborg Kommune