Bibliotekets bogsalg er tilbage – nu i en massiv, ny bogbazar-udgave. Besøg bazaren på Hovedbiblioteket, alle dage i efterårsferien.
Hvert år giver Aalborg Bibliotekerne kasserede biblioteksbøger længere levetid ved at sælge dem videre via bibliotekets velbesøgte bogudsalg. Bøger, spil og tidsskrifter ender typisk på bibliotekets bogsalg, fordi de kasseres fra bibliotekets samling – enten pga. tegn på slitage eller fordi de er erstattet af nyere, mere relevante udgaver.
I efterårsferien flytter bogudsalget op fra kælderen til større arealer i Hovedbibliotekets glashjørne. Her får du mulighed for at købe magasiner, cd’er og børne- og ungdomsbøger til en krone; romaner til en ti’er; og så er der desuden lykkepakker, spil og LP’er til så lave priser, at du skal bukke dig efter dem.
Boder og markedsstemning
Den nye bazarform udspringer af et ønske om at give mere plads til både gæster og bøger; men også fordi man gerne vil indhente lidt af den markedsstemning, som vi alle – gennem sommerens nedlukninger – er blevet snydt for pga. Corona.
‘Den Store Bogbazar’ er åben fra lørdag d. 16. oktober til og med søndag d. 24 oktober. Der fyldes løbende nye bøger og materialer på de opstillede boder. Der vil derfor hele tiden være noget nyt at komme efter.
I den betjente tid kan du desuden få signeret din bog med en hilsen fra din yndlingsbibliotekar.
Tid: 16-24. oktober (i bibliotekets åbningstid).
Sted: Hovedbiblioteket, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg.
Kilde: Aalborg Bibliotekerne