Aalborg Universitet inviterer igen i år indenfor, når universitetet holder Åbent Hus torsdag den 26. februar. Her får kommende studerende og andre interesserede mulighed for at danne sig et indtryk af både uddannelserne og hverdagen på universitetet.
Arrangementet henvender sig til alle, der overvejer en videregående uddannelse – hvad enten interessen retter sig mod medicin, matematik-teknologi, robotteknologi eller andre af universitetets mange studieretninger. Samtidig er Åbent Hus en mulighed for at blive afklaret, hvis man fortsat er i tvivl om sit studievalg.
Ifølge Kresten Laust Faaborg Sckerl, der læser software på 6. semester og er studieambassadør, er dialogen med nuværende studerende en central del af dagen.
– Hvis man er bare lidt nysgerrig på studievalg og AAU, vil jeg anbefale at komme forbi og tage en snak med os studerende. Vi er mange engagerede studerende, som gerne deler vores erfaringer og svarer på spørgsmål. Selv er jeg glad for at studere her og for at være en del af et miljø, hvor mange deler mine faglige interesser, siger han.
Oplæg og samtaler hele dagen
Programmet byder på præsentationer af universitetets uddannelser samt mulighed for at møde både studerende og vejledere. Der vil desuden være oplæg om emner, der ofte fylder i forbindelse med studievalg, herunder udlandsophold, jobmuligheder, boligforhold og universitetets problembaserede læringsform.
Prorektor Anne Marie Kanstrup ser Åbent Hus som en mulighed for at give et samlet indblik i universitetets tilbud.
– Vi glæder os til at byde de mange unge velkommen og vise, hvad Aalborg Universitet rummer. Studievalg er en vigtig beslutning, og vi ønsker at give de besøgende et så klart billede som muligt af både uddannelserne og studielivet, siger hun.
Der afholdes arrangementer både om dagen og om aftenen. I dagtimerne vil der være særligt fokus på de enkelte uddannelser og mulighed for at tale med både nuværende og tidligere studerende om studieliv og karriereveje. Om aftenen kan de besøgende blandt andet møde Uni-monopolet, hvor et panel drøfter dilemmaer i forbindelse med studievalg.
Det samlede program for Åbent Hus kan findes på universitetets hjemmeside.
Yderligere information:
Simon Danneskiold-Samsøe, journalist og presserådgiver
Tlf.: 3115 7533
E-mail: ssd@adm.aau.dk
Kilde og foto: Aalborg Universitet







