20.-23. august kan fagfolk, virksomheder og interesserede borgere blive klogere på blandt andet mediekunst, videnskab og teknologi, når den akademiske konference RE:SOUND kommer til Aalborg og afholdes på CREATE og i Musikkens Hus.
RE:SOUND, eller GEN:LYD på dansk, er en del af den internationale akademiske konferenceserie Media Art Histories, som finder sted hvert andet år. I år kan konferencen for første gang opleves i Aalborg, hvor forskere, kunstnere og videnskabsfolk samles omkring en række tværfaglige emner 20.-23. august 2019.
Gratis kunstudstilling for alle
Selvom RE:SOUND primært er en akademisk konference, indeholder dette års udgave et kunstspor/Art Track i Musikkens Hus. Her vil der være udstillinger, workshops, ’lyttesaloner’, forestillinger og kunstværker for alle interesserede. Borgere, organisationer og virksomheder kan således komme forbi og opleve, hvordan moderne problemer udtrykkes, udforskes, behandles og diskuteres gennem forskellige former for mediekunst.
– Vi er rigtig glade for, at vi har fået lov til at lægge hus til dele af konferencen. RE:SOUNDs Art Track gør konferencen helt unik, fordi den giver nordjyderne mulighed for at se og opleve internationale kunstneres arbejde på en interessant og nytænkende måde, fortæller Lasse Rich Henningsen, der er adm. direktør i Musikkens Hus.
Med Art Track viser RE:SOUND-konferencen, hvordan Musikkens Hus, CREATE og havnefronten kan engageres på en ny og anderledes måde, end hvad byen er vant til at se. Lyd og elektroniske medier udforskes gennem forskellige former for kunstværker, hvilket får Aalborgs unikke faciliteter til at fungere som en helt ny platform for at skaffe og dele viden. Der vil nemlig være gode muligheder for at netværke med eksperter inden for lydområdet samt få inspiration til fx design og produktudvikling.
Som en del af Art Track er der også mulighed for at deltage i en åben session med rundvisning i udstillingerne, som giver indblik i, hvad RE:SOUND-konferencen indebærer, og hvilken forskning der knytter sig til den enkelte udstilling.
RE:SOUND afholdes af Aalborg Universitet og RELATE – Research Laboratory for Art and Technology. VisitAalborg har desuden været med til at arrangere konferencens Art Track.
Det er gratis at deltage i RE:SOUNDs Art Track og kræver ingen tilmelding.
Kilde: Musikkens Hus