De historiske røde strømper vender tilbage til AaB’s spilledragt, når Hele Nordjyllands Hold søndag kl. 14.00 løber på banen til kampen mod SønderjyskE i en ny specialdesignet spillertrøje fra hummel.
Den nye hjemmebanetrøje er blevet til i tæt samarbejde med AaB’s tøjsponsor hummel, der undervejs i processen med tilblivelsen har skelet mod tidligere tiders AaB-trøjer, hvilket har givet den nye trøje et friskt retro-look.
Samtidig indeholder trøjen detaljer og referencer til Aalborg, AaB’s historie og ikke mindst de mange trofaste fans, der uge efter uge støtter AaB på hjemme- og udebane i 3F Superligaen.
Comeback til de røde strømper
Det bliver dog endnu mere retro end blot den nye trøje, i det AaB-truppen for første gang siden 1984 vender tilbage til brugen af røde strømper på fodboldbanen, om end man ved enkelte lejligheder har benyttet røde strømper på udebane de seneste år.
Ifølge AaB’s klubhistoriker John Laden Jensen var de røde strømper så vidt vides fast inventar på AaB’s førstehold i perioden fra 1906 til 1984, herunder også i de to pokaltriumfer i 1966 og 1970, og nu gør de så comeback efter 35 års fravær.
– Det er en fed detalje med de røde strømper, jeg kan godt lide at vi på den måde indtænker klubbens historie. Samtidig synes jeg også, at det er på sin plads, at trøjen hylder vores fans og på den måde er med til at understrege, hvor meget de betyder for os spillere, udtaler AaB-anfører Lucas Andersen.
Den nye trøje kan allerede nu bestilles online på AaB’s webshop på aabsport.dk og kan naturligvis også købes i forbindelse med søndagens opgør på Aalborg Portland Park, hvor AaB kl. 14.00 tager imod SønderjyskE.
Kilde: AaBsport.dk