Af Per Clausen, Gruppeformand (EL) og medlem af Aalborg Byråd
For Enhedslisten har det været helt afgørende at sikre, at de 400 millioner kroner, som Aalborg Kommune bruger på fremrykkede investeringer er med til at løse vores klimaudfordringer. Derfor er vi meget tilfredse med, at der investeres massivt i renoveringer af skoler, institutioner og andre kommunale bygninger, sådan at vi i fremtiden kan reducere energiforbruget her.
Vi har også arbejdet hårdt for at sikre, at alle cykelstier i Aalborg Kommune vil fremstå i en god stand, når vi er færdige med denne omfattende renoveringsindsats, sådan at forholdene for vores cyklister bliver langt bedre og flere vil vælge cyklen frem for bilen.
Vi er også glade for, at det er lykkedes at komme igennem med forslag om skovrejsning og en række naturgenopretningsprojekter.
Alle disse gode tiltag vil øge beskæftigelsen i Aalborg markant og medvirke til at dette sker på en klimamæssigt fornuftig måde.

