Nye tal fra Dansk Cykelturisme viser, at der var 20 procent flere cyklister i Danmark i 2020 end året før, og i Nordjylland tager fem procent af befolkningen på cykelferie. Den stigende cykelinteresse kan mærkes hos Biltema i Aalborg.
Jernhesten har længe været blandt danskernes foretrukne transportmidler, men aldrig før i så høj grad som nu. Nye tal fra Dansk Cykelturisme viser nemlig, at antallet af cyklister fra 1. maj til 20. september i 2020 var steget med 20 procent i forhold til samme periode året før, og ifølge undersøgelsen Danskerne som cykelturister tager fem procent af borgerne i Region Nordjylland på cykelferie.
At interessen for at komme på tur på den tohjulede ganger er steget har man også bemærket hos Biltema i Aalborg.
– Vi tænker jo mere og mere i bæredygtig transport, og især i de sidste par år er efterspørgslen på cykler røget i vejret. Her i de kommende forårsmåneder, hvor der er mange småferier, er det oplagt at tage på forlængede weekendture eller dagsture på cyklen. Men for at det bliver en god oplevelse, er det vigtigt, at cyklen er blevet gået efter i sømmene, siger René Larsen, der er cykelekspert hos Biltema i Aalborg.
Han anbefaler folk at gennemgå følgende tjekliste, så cyklen er toptunet til den forestående cykelsæson.
- Gå dækkene efter
Er der for lidt luft i dækkene, er cykelturen ødelagt, så mærk efter, om de er godt hårde. Undersøg også, om der er revner i siderne af dækkene samt om der er tilstrækkeligt dækmønster. Er der ikke det, bør du udskifte dækkene.
- Vask, rens og smør
Ovenpå vinteren har cyklen stået model til både regn, salt og slud, så giv den en grundig vask med varmt sæbevand ovenfra og ned. Rengør kæden og tandhjulene – gerne med kæderens, der kan løsne de snavsede olieresterer – husk også at smøre kæden.
- Få styr på sikkerheden
Af hensyn til såvel loven som sikkerheden er det vigtigt at tjekke, at udstyret er på plads og ikke mindst virker. Tjek ringeklokken, tjek for- og baglygterne, og tjek reflekserne. Sidst, men ikke mindst, skal du gå bremserne efter og sikre dig, at de virker optimalt på både for- og baghjulet.
Biltema er med mere end 150 varehuse en af Nordens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor/multimedia, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk