Ordreboom og nye job hos Körber i Arden
Massivt stigende efterspørgsel på Körbers løsninger til automatiseret intern logistik betyder, at minimum 25 nye medarbejdere skal ansættes i løbet af de kommende måneder.
Selv om store dele af verden er i delvis lock-down, hæmmer det ikke interessen for de løsninger, som Körber Supply Chain DK, det tidligere Riantics, tilbyder. Tværtimod har den nordjyske specialist i automatiseret logistik mere travlt end nogensinde.
– Vi har oplevet en ekstremt stor interesse siden sommerferien. Derfor får vi brug for omkring 25 nye medarbejdere her i Arden, som skal ansættes i løbet af de kommende måneder, siger Chief Executive Officer hos Körber Supply Chain DK, Hans-Henrik Jensen.
Foreløbigt ser ordretilgangen ud til at lande på et niveau, der er mindst 50% højere end i 2019. Det betyder, at virksomheden nu får brug for endnu flere højt specialiserede medarbejdere. Med de kommende ansættelser af blandt andet PLC-programmører, projektledere og serviceteknikere forventer Hans-Henrik Jensen at runde 180 ansatte i starten af det nye år.
Sårbare forsyningskæder
Den stigende efterspørgsel på automatisering af intern logistik er en tendens, som har været tydelig gennem en længere periode. Først og fremmest i Europa, men senest også i Nordamerika. Udviklingen har taget yderligere fart under COVID-19-pandemien, som har vendt op og ned på forbrugsmønstre og gjort virksomheder over hele verden opmærksomme på, hvor sårbar en forsyningskæde kan være, når en virksomhed må lukke helt eller delvist ned på grund af smitte.
– Virksomheder over hele verden er under COVID-19-krisen blevet mindet om, hvor vigtigt det er, at deres logistik er robust og fleksibel nok til at håndtere pludselig op- eller nedskalering. Og samtidig skal de i endnu højere grad forholde sig til hygiejne og smitterisici. Det skaber nye muligheder for os, fordi vores løsninger hjælper virksomhederne med at håndtere flere varer på færre hænder, siger Hans-Henrik Jensen med henvisning til K.Handle Layer Picker – en patenteret robotløsning udviklet og produceret i Arden, der kan pakke forskellige typer af varer på den samme palle ved hjælp af sensorer, kunstig intelligens og vakuum-teknologi.
Nyt navn giver nye muligheder
Virksomheden i Arden har siden 2016 været ejet af teknologikoncernen Körber Group og skiftede for nylig navn fra Riantics til Körber Supply Chain DK. Navneskiftet er sket som led i samlingen af 12 globale supply chain-virksomheder under ét brand – Körber Supply Chain – med over 2.300 medarbejdere. Det gør ifølge Hans-Henrik Jensen en enorm forskel; ikke mindst i dialogen med de store, globale aktører.
– For nogle år siden solgte vi udelukkende mindre og mellemstore løsninger. Nu kommer vi i stigende grad i spil til de helt store og mere komplekse projekter, fordi vi ikke længere ses som en mindre dansk virksomhed, men som en del af en international og højt specialiseret teknologikoncern, siger Hans-Henrik Jensen.
Langsigtet vækststrategi
Derfor er Hans-Henrik Jensen heller ikke i tvivl om, at Körber i endnu højere grad vil formå at gribe coronakrisens muligheder og fortsætte den positive udvikling. Körber er kommet til Nordjylland med en ambitiøs og langsigtet vækststrategi, og det har gjort det muligt at prioritere udvikling i et helt andet tempo end tidligere.
De øgede investeringer har som forventet kostet penge på den korte bane. Til gengæld har det løftet virksomheden til et niveau, der gør det muligt at imødekomme den markant stigende efterspørgsel på automatiseret logistik. Og investeringen viser allerede resultater.
– Takket være en dedikeret og yderst fleksibel medarbejderstab står vi nu med en rekordstor ordrebeholdning. Endda på trods af, at vi stort set ingen ordrer fik ind i 2. kvartal, hvor hele markedet stod i venteposition, siger Hans-Henrik Jensen.
Om Körber Supply Chain
Forsyningskæder bliver dag for dag mere og mere komplekse. Körber tilbyder en unik vifte af gennemprøvede “end-to-end“ teknologier til logistik, som passer til enhver virksomhedsstørrelse, forretnings- og vækststrategi. Udbuddet af tjenester omfatter software, automatisering, stemmestyring, robotter og materialehåndteringsudstyr – og inkluderer know-how til omfattende systemintegration. Som global partner imødekommer vi udfordringerne og de konstant skiftende krav inden for logistik. “Conquer supply chain complexity” – med Körber. Körber Supply Chain er en del af den internationale teknologikoncern Körber. Læs mere på http://www.koerber-supplychain.com