Det var kærlighed ved første blik. Da skibene sejlede ind i Limfjorden i 1999 og skabte en unik ramme for hygge og fest på Aalborg Havnefront. Det blev begyndelsen på en kærlighedshistorie mellem Aalborg og The Tall Ships Races, der har varet i 20 år. Jubilæet fejres i Aalborg fra 3.- 6. juli 2019.
Slidte pakhuse, grusparkering og tunge shipping skibe. Aalborg Havnefront havde et træt og tilknappet look, da byen for første gang var vært for Cutty Sark – senere The Tall Ships Races – i 1999.
Nu. 20 år senere. Stråler havnefronterne. Rekreative oaser er placeret blandt kulturhuse, ungdomsboliger og ejerlejligheder. Studerende tager en pause fra bøgerne på en af de mange loungestole langs fjorden. Der indbydes til ophold og hygge.
“Under Cutty Sark i 1999 blev det tydeligt, hvordan Limfjorden kan samle folk og binde Aalborg og Nørresundby sammen. Alle tog The Tall Ships Races til sig, og mange fik øjnene op for mulighederne ved fjorden. Herefter gik udviklingen af havnefronterne i gang, og det er lykkedes at skabe fantastisk flotte havnefronter, hvor vi nu har mulighed for at holde store koncerter med fjordkig, skabe en bred variation af aktiviteter i det store arrangementsområde kombineret med oplevelser ombord på skibene,” siger Søren Thorst, der er eventchef i Aalborg Kommune.
I år er faciliteterne endnu bedre og endnu flere end sidst.
“Vi har fået kulturbroen, der sammen med shuttlefærgerne gør det lettere for folk at opleve skibene på begge sider af fjorden. Vi markerer, at Nørresundby Lystbådehavn er blevet færdig med musikscene, barområde og et af de store sejlskibe. Østre Havn er også forvandlet siden sidst. Det er blevet et lille paradis for vandsport, boliger, iværksættermiljø, café og supermarked. Her placerer vi de mindste skibe, så de ligger i læ derinde. På pladsen foran Musikkens Hus laver vi et loungeområde,” fortæller Søren Thorst.
Vi binder en oplevelsessløjfe
Variationen af tilbud langs havnefronterne har været vigtig for forvandlingen og succesen, mener Henrik Jess Jensen, der er formand for Havne- og Teknikgruppen.
“The Tall Ships Races er en juvel for Aalborg og nordjyderne, for den har vist de udfoldelsesmulighederne, der er ved at være placeret lige ned til den smukke Limfjord. Havnefronterne er indrettet rekreativt, så de besøgende kan tage en pause, en aktivitet og så en pause igen. I både vest og øst er der skabt mulighed for at krydse Limfjorden med Egholm-færgen og Kulturbroen, og undervejs møder du et væld af oplevelser, så i år kan vi for første gang binde en oplevelsessløjfe hele vejen rundt om havnefronterne.,” siger Henrik Jess Jensen begejstret.
VIDSTE DU, AT:
Aalborg er for femte gang værtshavn for The Tall Ships Races i dagene 3-6 juli 2019.
Aalborg har været vært i 1999, 2004, 2010, 2015.
Det er første gang, at Aalborg er starthavn for The Tall Ships Races.
Med et samlet besøgstal på over 3,1 mio. besøgende har The Tall Ships Races været de største begivenheder i Aalborgs historie.
Aalborg Kommune sender 150 unge trainees til søs.
Følg seneste nyt på www.tsraalborg.dk
Kilde: Aalborg Kommune