168 søgte, og nu har præ-juryen valgt de 16, der skal dyste i den indledende kvartfinale i den store, internationale Wagner-sangerkonkurrence, der finder sted i Aalborg til april. Det er femte gang, The Lauritz Melchior International Singing Competition forkæler publikum med nogle af tidens bedste stemmer, og samtidig med, at de 16 kvartfinalister offentliggøres, åbner billetsalget til semi-og gallafinalen i Musikkens Hus, hvor Aalborg Symfoniorkester spiller under ledelse af dirigent Johannes Fritzsch.
Siden konkurrencen blev afholdt første gang i 2010, har den markeret sig som en eftertragtet platform for de unge talenter, der slipper gennem nåleøjet. I år har der været rekordmange ansøgere – 168 sangere fra ikke færre end 36 lande. Præjuryen – Suanne Eken, Kirsten Schötteldreier og Mats Knutsson – har set og lyttet til alle ansøgernes indsendte videooptagelser – og valgt. Formand for præjuryen, Tecwyn Evans, der også er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester, som er arrangør af konkurrencen, ser meget frem til at opleve de 16 sangerne i Koncertsalen i Musikkens Hus.
”Niveauet i år er meget, meget højt. Wagners musik er både kraftfuld og bevægende, og det stiller tårnhøje krav til deltagerne, men med det, vi har set i ansøgningerne, ser jeg virkelig frem til at opleve sangerne live i Koncertsalen i Musikkens Hus. Publikum kan godt begynde at glæde sig”, forsikrer Tecwyn Evans.
Ni sopraner og én mezzosopran, fem tenorer og en bas skal dyste om de eftertragtede fire pladser i gallafinalen. Deltagerne kommer fra hele verden – blandt andet USA, Australien, Tyskland, Norge, Holland, Letland, England – og en enkelt deltager fra Danmark.
Billetsalget åbner
Ved den indledende kvartfinale, som finder sted torsdag 4. april, synger deltagerne til klaverakkompagnement, og der er gratis adgang for publikum. Otte deltagere går videre til semifinalen onsdag 10. april, inden fire deltagere står i gallafinalen lørdag 13. april. Ved både semi- og gallafinalen spiller Aalborg Symfoniorkester under ledelse af dirigent Johannes Fritzsch. Billetsalget til disse to koncerter er netop åbnet på aalborgsymfoni.dk og musikkenshus.dk.
Store præmier
Udover store pengepræmier og international opmærksomhed kan deltagerne som noget nyt i år også se frem til at deltage i masterclasses og komme til auditions i nogle af Europas største operahuse.
”Den store internationale bevågenhed, konkurrencen får, betyder rigtig meget. Lige nu er der 13 operahuse, som helt unikt tilbyder vinderne at komme direkte til auditions – blandt dem Opera National de Paris, Royal Opera i Covent Garden og Staatsoper Unter den Linden i Berlin”, forklarer Tecwyn Evans, som også glæder sig over, at konkurrencen er så etableret i den internationale musikverden, at den formår at tiltrække de største kapaciteter til dommerpanelet.
Til at bedømme deltagerne i Aalborg har arrangørerne sammensat en jury af internationale kapaciteter inden for operaverdenen. Juryen tæller en af verdens største Wagnersangere, mezzosopranen Waltraud Meier, bassanger Sir John Tomlinson, Tobias Hasan, der er operadirektør for Berliner Staatsoper Unter den Linden, Stephen Langridge, der er kunstnerisk chef for Glyndebourne Festival Opera, Lilli Paasikivi-Ilves, Intendantin ved Bregenzer Festspiele, Elisabeth Linton, chef for Den Kongelige Opera samt juryformand Per Erik Veng, der bl.a. er tidligere chef for DR RadioSymfoniorkestret.
Historien bag
Det er femte gang, Aalborg Symfoniorkester er arrangør og vært for den internationale sangkonkurrence. Konkurrencen blev stiftet af den danske Wagner-tenor Poul Elming og fandt første gang sted i 2010, og helt efter hensigten har The Lauritz Melchior International Singing Competition udviklet sig til at være en prestigefyldt konkurrence, der giver genlyd i internationale Wagnerkredse.
Repertoiret er krævende, og med et dommerpanel af internationale kapaciteter, er kvaliteten i top, så kun de mest ambitiøse og bedste kan være med. Alle tidligere vindere har efterfølgende etableret sig med internationale karrierer. De tidligere vindere er Allison Denise Oakes (UK), Tina-Maija Koskela (FIN), Cornelia Beskow (S) samt Margrethe Fredheim (N).
Konkurrencen, der også fandt sted i 2014, 2017 og 2020, er opkaldt efter én af verdens største Wagner-tenorer, danske Lauritz Melchior, og udover at hædre ham har konkurrencen også til formål at finde og profilere de bedste, nye Wagner-sangere af i dag på verdensplan samt at sætte Aalborg og Region Nordjylland på det musikalske verdenskort. Fra 2010 og til nu har H. M. Dronning Margrethe været protektor for konkurrencen.
De støtter
The Lauritz Melchior International Singing Competition gennemføres med generøs støtte fra Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, William Demant Fonden, 15. juni Fonden, Augustinus Fonden,
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Toyota-Fonden, Gudrun og Palle Mørchs Mindefond, Gangstedfonden og Solistforeningen af 1921.
Billedtekst
Wagnersangerkonkurrence
Præjuryen har nu valgt de 16 sangere, som ud af 168 ansøgere skal deltage i verdens største Wagner-sangerkonkurrence, The Lauritz Melchior International Singing Competition, som til april – for femte gang – finder sted i Musikkens Hus i Aalborg. Billetsalget til semi- og gallafinalen er netop skudt i gang. Tidligere års vindere har alle fået fine, internationale karrierer – her er det vinderen fra 2020, Margrethe Fredheim fra Norge.
Foto: Britt Lindemann
For yderligere information, kontakt venligst:
Tecwyn Evans, Kunstnerisk chef og formand for præjuryen i LMISC: Mail: te@aalborgsymfoni.dk
Helle Nørgaard, PR- og marketing. Mobil: 60 20 35 71 / Mail: hn@aalborgsymfoni.dk