Vi er nu halvvejs i sæson 2019/2020, og i dag (lillejuleaften) lukker vi kontoret, indtil vi er tilbage igen torsdag 2. januar. 2019 går på hæld, og det er derfor passende at se tilbage på året, der er gået – og hvilket år det har været.
2019 blev et historisk år for Aalborg Håndbold, hvor vi sikrede os alle tre titler i dansk håndbold i form af Pokaltitlen, DM-titlen samt Super Cuppen – undervejs har vi oplevet en forrygende opbakning på mange parametre.
– Det har på alle måder været et fantastisk år for Aalborg Håndbold. De sportslige resultater taler sit tydelige sprog, mens vi uden for banen på alle parametre har oplevet en forrygende opbakning, som vi sætter kæmpe stor pris på og samtidigt forholder os ydmygt til. Vi har i sinde at fortsætte vores udvikling og glæder os allerede til et særdeles spændende 2020, hvor vi har nye mål at indfri, siger direktør Jan Larsen.
I det forgange år har ikke færre end 104.179 tilskuere overværet vores kampe i Jutlander Bank Arena, hvor vi har fejret mange triumfer – den altoverskyggende sejr kom dog søndag 9. juni, hvor vi i egen hule sikrede vores fjerde DM-titel.
Hjemme i stuerne er vores kampe også blev fulgt med stor spænding af i alt 4.510.000 seere igennem 2019.
Opbakningen kan også mærkes hos vores mange samarbejdspartnere, hvor vi i år har rundet 650.
Slutteligt er blot tilbage at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul samt et godt nytår på vegne af alle i og omkring Aalborg Håndbold – vi ses i 2020 til flere store håndboldoplevelser!
kilde: Aalborghaandbold.dk