LIFE Fonden har i denne uge afholdt deres gratis ferietilbud LIFE Sommer Lab. Det gav børn fra Aalborg og omegn mulighed for at eksperimentere med sjove science-aktiviteter. I løbet af to dage har børnene undersøgt flyvende konstruktioner sammen med naturfagsundervisere fra LIFE Fonden. Der er blevet udviklet både papirsflyvere og raketter, ligesom børnene har eksperimenteret med Virtual Reality (VR).
Om LIFE Fonden
LIFE Fonden er en erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børns og unges motivation og interesse for naturvidenskab og teknologi. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
LIFE Fonden tilbyder naturfaglige undervisningsforløb til grundskoler og ungdomsuddannelser i hele Danmark. I LIFE Forløb arbejder eleverne praktisk og eksperimentelt med virkelighedsnære problemstillinger. LIFE Forløb er gratis at anvende og uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden.
Formålet med LIFE Sommer Lab
LIFE Sommer Lab er et gratis og sjovt feriealternativ for børn, der gerne vil prøve at lave eksperimenter og lære om naturvidenskab. LIFE Fonden ønsker at give børnene sjove oplevelser med naturvidenskab og teknologi, så de bliver interesserede i viden og løsninger.
”Vores mission er at gøre flere børn og unge interesseret i naturvidenskab og teknologi, da vi som samfund har brug for børn, der kan omsætte viden til løsninger og produkter. I sommerferien vil vi gerne give børn et alternativ til andre ferieaktiviteter, mens forældre er på arbejde,” siger Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden.
”Vi ved, at mange børn elsker at undersøge og lave eksperimenter, og det er vores tilgang til naturvidenskab. På LIFE Sommer Lab skal børnene selv prøve at få genstande til at flyve, så de selv oplever, hvordan få ændringer i materiale, vægt eller lignende kan gøre en forskel for eksperimentets resultat.”
Erfaringer fra børn
10-årige Filippa Viktoria Jimenez Ravn-Christensen fra Fjellerad har deltaget i LIFE Sommer Lab og fortæller:
”Det har været rigtig sjovt – især VR, fordi det føltes som om, man rent faktisk var ude at flyve i rigtige flyvemaskiner. Jeg har også lært at kode en micro:bit. Jeg kan anbefale det til andre, fordi det er sjovt, og man får nye venner.”
Der afholdes LIFE Sommer Lab igen i uge 31 for børn, der skal begynde i 4. eller 5. klasse efter sommerferien. Tilmelding skal ske af barnets forældre via: https://life.dk/life-sommer-lab-23
LIFE Sommer Lab foregår ved Professionshøjskolen UCN i Aalborg. LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Læs mere på www.LIFE.dk