Når idrætsgymnasterne fra AIG Aalborg i slutningen af juni træder ind på konkurrencemåtterne under DM-ugen, bliver det ikke i vante rammer. Det bliver i et telt – på havnefronten – under åben himmel. Her jagter Camille Normann og Cecilie Bergholt det DM-guld, der hidtil har undsluppet klubben.
Camille Normann og Cecilie Bergholt træner målrettet i AIG Aalborgs faciliteter ved Aalborg Stadion. De to elitesportsudøvere er vant til lyden af harpiks, magnesium og saltoer, men årets vigtigste konkurrence kommer til at foregå i utraditionelle omgivelser – et telt på Aalborg Havnefront.
“Det bliver spændende, vi glæder os rigtigt meget. Det bliver meget anderledes. Vi er jo vant til, at det foregår inde i en lukket hal foran et publikum, vi kender,” fortæller Camille Normann.
Cecilie Bergholt tilføjer:
“Det er en forholdsvis lille sport, og normalt er der ikke så mange tilskuere, der ikke ved så meget om det. For det meste er det folk med relationer til gymnasterne eller også nogen, der bevæger sig indenfor gymnastikverdenen generelt.”
Sølv er ikke nok
Camille balancerer med tapet fod på den 10 cm smalle bom. Hun og Cecilie har daglig træning syv gange om ugen, og målet er klart: Sølv skal veksles til guld. AIG Aalborg har i årevis været nummer to efter storfavoritten KG66 fra København, som har domineret de danske holdmesterskaber i idrætsgymnastik med 15 sejre i træk.
“Sidste år stod vi med muligheden for at vinde, men det lykkedes desværre ikke for os til sidst. I år tager vi revanche, og jeg mener, at vi har holdet til det.” siger træner Chris Gregersen og fortsætter:
“DM for hold er den vigtigste og primære sportslige målsætning i AIG. Et godt holdresultat viser, at klubben har et talentudviklingsmiljø, der virker – ikke afhængigt af enkelte gymnaster, men af foreningen som helhed.”

Marginalerne afgør det
Gymnastikkens bedømmelse er hårfin. Dommerne vurderer udøvernes præstation ud fra sværhedsgrad (D-score) og udførsel (E-score). Camille Normann ved, at det kan være de små detaljer, der afgør finalen.
“Det er ofte kun tiendedele, der adskiller os til sidst i konkurrencer. En fod der er bøjet få centimeter for meget, en dragt der sidder forkert, en lille vaklen i landingen – alt det kan være afgørende.”
Finalerne på søndag bliver dog ikke bare teknisk krævende, men også uforudsigelige. Det er første gang, pigerne konkurrerer i et telt – og ovenikøbet udendørs.
“Vi starter med at prioritere lørdag, men søndag bliver en oplevelse, vi aldrig nogensinde har prøvet. Vi har ikke haft konkurrencer udendørs før, så jeg tror først, vi beslutter os for sværhedsgraden under opvarmningen. Vi ved jo ikke, hvordan lyset er, om vi får solen i øjnene, eller om vinden får betydning, så måske skal vi tænke over det taktisk inden,” forklarer Cecilie Bergholt.
Se dem live
Camille og Cecilie – og resten af AIG-holdet – kan opleves live til DM-ugen i Aalborg fra den 23. til 29. juni. Idrætsgymnastikkens holdkonkurrencer finder sted lørdag den 28. juni i Stadionhal 1, mens disciplinfinalerne løber af stablen søndag den 29. juni på Havnefronten.
Læs mere om DM-ugen på DM-ugens officielle hjemmeside.
Fakta: Idrætsgymnastik ved DM-ugen
- Kvinder konkurrerer i: Hest, Forskudte barre, Bom og Gulv.
- Mænd konkurrerer i: Gulv, Bensving, Ringe, Hest, Parallelle barre og Reck.
Scoring:
- Sværhedsgrad (D-score): Hvert moment har en fastsat værdi.
- Udførsel (E-score): Starter på 10 – fejl reducerer point.
Lørdagens holdformat:
- Kvinder: 6-4-3 (6 på holdet, 4 konkurrerer per redskab, bedste 3 tæller).
- Herrer: 8-4-3.
Søndagens redskabsfinaler:
- Foregår på Havnefronten.
- 3-3-format: De 3 bedste på hvert redskab deltager, og alle scorer tæller.
kilde: Aalborg Kommune