Kan elcykler være et reelt alternativ til bilen i landdistrikterne? Et toårigt forsøg i ni nordjyske landsbyer giver et klart svar: Ja – men ikke uden udfordringer.
I perioden fra oktober 2023 til oktober 2025 har Aalborg Kommune testet elcyklens potentiale som transportmiddel i landdistrikterne. 221 borgere i Ajstrup, Tylstrup, Vaarst, Fjellerad, Storvorde, Nørholm, Kongerslev, Nørre Kongerslev og Komdrup har delt og afprøvet elcykler og ladcykler via en fælles bookingplatform. Samlet set er der kørt 18.479 kilometer – svarende til næsten en halv omgang rundt om jorden.
Formålet var at undersøge, om elcyklen kan fungere som supplement til – eller erstatning for – bilen i områder med begrænsede transportmuligheder. Evalueringen peger entydigt på, at elcykler giver både frihed, fleksibilitet og grønnere transport, især når borgerne får mulighed for at prøve dem uden at skulle investere stort på forhånd.
Fra rød snor til nye vaner
Forsøget blev officielt skudt i gang i Ajstrup, hvor rådmand for Sundhed & Kultur Jes Lunde og formand for Landdistriktsudvalget Leo Helmer symbolsk cyklede gennem den røde snor. Siden har elcyklerne været flittigt brugt – til pendling, indkøb, fritidsaktiviteter og rekreative ture.
Ifølge evalueringen har 55 procent af alle ture erstattet en biltur. Motiverne spænder fra sundhed og motion til klima og praktisk fleksibilitet – og ikke mindst følelsen af frihed.
– Det er fantastisk at se, hvordan elcykler fungerer i både større og mindre landsbyer. Når så mange vælger elcyklen frem for bilen af både sundheds- og klimahensyn, gavner det både den enkelte og fællesskabet, siger Jes Lunde.
Markant tilfredshed
Tilfredsheden blandt deltagerne er høj. Ni ud af ti vil anbefale andre at prøve en elcykel, og næsten alle angiver, at de er blevet mere positive over for elcyklen som transportmiddel. Forsøget har også haft en varig effekt: 11 deltagere har allerede købt deres egen el- eller ladcykel, mens yderligere 26 overvejer at gøre det.
Brugsmønstret varierer dog fra by til by. I større og mere bynære landsbyer som Storvorde bruges elcyklerne primært til faste pendlingsruter – et mønster, der minder om tidligere forsøg i Vodskov og Frejlev. I de mindre og mere landlige byer er fokus i højere grad på fritidsmobilitet, ærinder og naturoplevelser.
– Jo længere ude på landet man bor, desto større er behovet for fleksibel transport, som ikke altid kan dækkes af kollektiv trafik. Her udfylder elcyklen et hul, siger landdistriktskonsulent og projektleder Cecilie Goul.
Deling virker – økonomien gør ikke
Forsøget har samtidig afdækket en central udfordring. Selve deleordningen har fungeret godt for brugerne, men ikke økonomisk. Udgifter til drift og reparationer har oversteget indtægterne fra udlejningen, som bevidst blev holdt lav for at give flest muligt adgang.
Til gengæld har ordningen haft stor værdi som et prøv-før-du-køber-tilbud – noget, mange borgere har udnyttet.
Klar konklusion
Evalueringen efterlader ingen tvivl: Elcykler har et stort potentiale i landdistrikterne og kan dække behov, vi normalt forbinder med bilen. Men som permanent deleordning er modellen vanskelig at få til at løbe rundt økonomisk.
Elcyklen har dog for alvor kørt sig ind i bevidstheden hos mange borgere – og de 18.479 kilometer på landevejene vidner om, at den grønne transportform også kan have hjemme langt fra byens cykelstier.
Kilde og foto: Aalborg Kommune




