Bilister i Aalborg skal igen vænne sig til at lette foden fra speederen. På byrådsmødet den 25. august blev det besluttet at sænke hastigheden på flere strækninger rundt om i byen som en del af kommunens arbejde med at skabe tryggere og mere sikre veje.
Smedegårdsvej får 50 km/t – Humlebakken får flere ændringer
På Smedegårdsvej i Aalborg Øst forsvinder de nuværende 60 km/t-skilte, så den generelle byzonegrænse på 50 km/t fremover gælder.
På Humlebakken gennemføres en række justeringer:
- Strækningen mellem Sebbersundvej og Tranholmvej får sat hastigheden ned fra 70 km/t til 60 km/t.
- På strækningen mellem Hadsundvej og Sofievej sænkes hastigheden yderligere til 50 km/t.
- Mellem Sofievej og Sebbersundvej fastholdes den nuværende grænse på 70 km/t – efter ønske fra politiet, der vurderer, at vejens udformning gør det sikkert at køre hurtigere her.
Tryghed for alle trafikanter
Ifølge Aalborg Kommune er projekterne en del af en bred indsats, der skal øge trafiksikkerheden. Erfaringen viser, at lavere hastigheder gør vejene mere trygge – især for bløde trafikanter som fodgængere og cyklister. Derudover bidrager hastighedsnedsættelserne til et bedre bymiljø med færre støjgener for beboerne.
En del af Mobilitet 2040
Hastighedsprojekterne hænger sammen med kommunens langsigtede mobilitetsplan Mobilitet 2040, der bl.a. har som mål at reducere antallet af trafikulykker med dødelig eller alvorlig udgang og at mindske støjbelastningen i byområder.
Nye skilte og fartvisere
For at understøtte ændringerne etableres der på Smedegårdsvej nye svingbaner og midterheller, og der opsættes to faste fartvisere. Langs alle berørte strækninger kommer desuden nye skilte med teksten “OBS Ny fartgrænse”, så bilisterne bliver mindet om ændringerne.
Arbejdet med de nye hastighedsgrænser begynder i løbet af september.
Kilde: Aalborg Kommune