Stigende besøgstal på museer
Især udendørs formidlingen har tiltrukket flere gæster
Nordjyllands Historiske Museum, der tæller 14 større og mindre kulturhistoriske udstillingssteder i det nordjyske, kan se tilbage på et år med stigende besøgstal – primært takket være øget formidling i byrummet. Især i Aalborg har byvandringer og andre aktiviteter rundt omkring i byen kunnet læses på det samlede besøgstal, der i 2019 når op på 155.000 gæster mod cirka 145.000 året før.
En af de aktiviteter i byrummet, der trak rigtig mange gæster, var tre sortmalede kuber med farvestrålende kunst på taget. I kuberne kunne publikum stifte bekendtskab med den vikingeby, der opstod ved bredden af Østerå omkring år 800. En by, som sidenhen har udviklet sig til det Aalborg, man kender i dag.
I fire uger i august og september var kuberne placeret ved Budolfi Kirke, i Algade ved Salling og på Bredegade Torv. Kombinationen af 1200 år gamle historiske fund og ny, moderne kunst af Vivi Linnemann trak mange mennesker til. Udstillingen var en del af forskningsprojektet ”From Central Space to Urban Place”, der er støttet af VELUX Fonden, og som Nordjyllands Historiske Museum deltager i sammen med blandt andet Odense Bys Museer.
Lige så synlige kuberne har været i bybilledet i Aalborg, lige så synlige har de mange forskellige historiske byvandringer været. Mere en 2.500 mennesker har oplevet en af de mange udsolgte ture, og museet er så småt i gang med at udbyde byvandringer fra andre afdelinger – blandt andet i Hobro. Ligeledes uden for museernes fire vægge finder meget af arkæologi-formidlingen sted. Arkæologernes åbne udgravninger samt små pop-up-udstillinger er også populære.
”Vi oplever en stigende interesse for at blive klogere på vores fælles fortid, og vi arbejder hele tiden på at formidle den på nye, spændende og ikke mindst nærværende måder”, siger Lars Christian Nørbach, museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museer. Han kan samtidig glæde sig over, at besøgstallene på selve museerne samlet set ligger på et stabilt leje, om end det fra år til år flytter sig lidt, hvor der er stigninger og fald. Især på Aalborg Historiske Museum i Algade har man i 2019 oplevet et markant fald i antallet af gæster, og ender formentlig med et fald i besøgstallet på over 2.000.
”Det skyldes primært det omfattende gravearbejde foran og omkring museet i forbindelse med omlægningen af Budolfi Plads. Blandt andet har to containere placeret ovenpå hinanden lige foran museets indgang gjort det svært at finde os, og den seneste måneds tid har arealet lige foran museet været gravet op og indgangsforholdene flyttet på ugentlig basis”, forklarer Lars Nørbach. Han håber, det ændrer sig, når anlægsarbejdet snart er færdigt, og glæder sig over, at museet til vinterferien kan slå dørene op for en helt ny udstilling, der vil undersøge, om nordjyder er mere oprørske end folk i andre dele af landet.
Lindholm Høje Museet har også oplevet et lille fald i besøgstallet, men til gengæld er besøgstallet på Vikingecenter Fyrkat ved Hobro steget med næsten 5.000 flere gæster. Samtidig har åbningen af en ny butik ved Fyrkat Møllegaard – hvorfra man har adgang til ringborgen – givet øget omsætning, både i butik og billetsalg. Besøgstallet på de øvrige museer ligger stort set stabilt.
”Overordnet set kan vi være tilfredse med året, der er gået, og nu ser vi frem til at præsentere publikum for en ny udstilling på Aalborg Historiske Museum samt et par mindre, nye udstillinger på Fyrkat Møllegaard, på Lindholm Høje Museet og på Cirkusmuseet i Rold næste år. Sammen med ny byvandringer og andre formidlingstiltag venter der publikum masser af gode oplevelser i 2020, fastslår museumsdirektøren.
Kilde: Nordjyllands Historiske Museum