Der er garanti for en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, når den verdensberømte engelske jazz-, pop- og singer-songwriter Jamie Cullum vender tilbage til Danmark og gæster Musikkens Hus i Aalborg den 22. maj 2020.
Han er blot 40 år, men han har alligevel opnået langt mere end de fleste internationale musikere når gennem deres karriere. Med over 10 millioner solgte albums, to Golden Globes, en Grammy og en lang række andre internationale priser er Jamie Cullum ubestridt en af nutidens mest talentfulde musikere.
Til foråret får danskerne mulighed for at opleve den verdensberømte singer-songwriter, når Jamie Cullum besøger Musikkens Hus den 22. maj. Jamie Cullum var en del af åbningsprogrammet i Musikkens Hus i 2014, og i foråret vendte han tilbage til Aalborg i anledning af koncerthusets fem års fødselsdag.
– Det er en stor ære for os, at vi endnu en gang kan præsentere en så storslået og talentfuld kunstner som Jamie Cullum i Musikkens Hus. Der er garanti for en fantastisk koncertoplevelse fyldt med energi og overskud, når Jamie Cullum indtager scenen. Opbakningen til Jamie Cullums to forrige koncerter har været helt overvældende, og for mit vedkommende har det helhedsmæssigt været to af de største, rytmiske koncertoplevelser i husets historie – og det siger ikke så lidt, fortæller adm. direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen.
Jamie Cullum etablerede sin karriere gennem jazzmusikken, men det er hans viden og kærlighed til al musik, der for alvor har hjulpet musikeren frem på den store verdensscene. Den karismatiske sanger og pianist har evnen og alsidigheden til at mikse genrer med sin unikke udnyttelse af især jazz, pop og rockmusikken.
Jamie Cullum går på scenen i Koncertsalen i Musikkens Hus den 22. maj kl. 20.00. Presale starter den 12. september kl. 10.00 eksklusivt for abonnenter af Musikkens Hus’ nyhedsbrev, og billetsalget åbner for alle andre den 13. september kl. 10.00 på www.musikkenshus.dk.
Kilde: Musikkens Hus