Nordjyllands Politi er fortsat i gang med at afsøge de adresser, der er omfattet af bombetruslen mod TECHCOLLEGE og Aalborg Tekniske Gymnasium, som blev sendt tidligt i morges. Flere af skolens afdelinger vil derfor være lukket fredag morgen.
Derfor er afspærringen på denne centrale adresse nu ophævet. Politiet opretholder fortsat afspærringerne ved de afdelinger af skolen, som fortsat skal gennemsøges.
Arbejdet med at gennemsøge skolens afdelinger er dog indstillet for i dag – det genoptages i morgen tidlig. Afspærringerne vil blive ophævet, efterhånden som adresserne kan frigives.
Er der undervisning i morgen?
Forældre og elever bedes orientere sig på techcollege.dk/nyheder, hvor skolen løbende opdaterer, hvilke afdelinger der har undervisning og hvornår.
Lokalbetjente klar til en snak i morgen kl. 07:30
For at genskabe trygheden hos forældre, elever, lærere og andre, der måtte være berørt af bombetruslen, vil Nordjyllands Politi i morgen fredag den 26. april 2019 kl. 07:30 være til stede på Gabels Torv ved Aalborg Tekniske Gymnasium / Friis. Her kan man få en snak med lokalpolitiet og er velkommen til at stille spørgsmål.
Det samme gør sig gældende ved TECHCOLLEGEs afdeling på Kirketoften 5, 9500 Hobro. Her vil lokalpolitiet ligeledes stå klar i morgen kl. 07.30.
Nordjyllands Politi vil på lignende vis løbende være til stede ved skolens forskellige adresser, efterhånden som afspærringerne kan ophæves og afdelingerne kan åbnes igen.
Kilde: Nordjyllandspoliti.dk