I den kommende weekend afvikles Santander Final4 i Jyske Bank Boxen, og her kan man i Herning se frem til en af årets helt store håndboldbegivenheder, hvor Aalborg Håndbold skal forsøge at hente klubbens første pokaltriumf.
Det er 6. gang på 8 år, at Aalborg mandskabet er en del af Final4, men de har altså stadig til gode at stå øverst på sejrsskamlen. Det skal dog være i år, hvor de sammen med cirka 500 Aalborg tilhængere på lægterne skal forsøge at hive guldet med hjem til Aalborg.
– Vi er stolte over igen at være en deltagerne i denne store håndboldbegivenhed og glæder os til at være en del af weekendens store håndboldfest i BOXEN, siger direktør Jan Larsen.
– Det varmer mit nordjyske hjerte, at op mod 500 Aalborg tilhængere vil tage den lange tur til Herning for at støtte os, slutter Jan Larsen.
-Vi vil naturligvis gerne opfordre alle til at komme klædt i rødt – der er også fortsat plads til flere røde trøjer i vores afsnit, så hvis du endnu ikke har sikret dig din billet til weekendens brag, kan du nå det lige her.
Billetten er gældende til begge dage. Den første kamp lørdag er semifinalen mellem Århus Håndbold og Skanderborg Håndbold kl. 13.30, mens Aalborg drengene møder Bjerringbro-Silkeborg kl. 16.00. Om søndagen spilles bronzekamp og finale henholdsvis kl. 13.30 og 16.00.
Kilde: Aalborghaandbold.dk