Er du lejlighedsejer i Aalborg, er der god grund til optimisme. Aalborgensere, der har købt lejlighed inden for de seneste fem år, er i dag flere hundrede tusinde kroner rigere. Købere i 2013 har på papiret tjent en halv million kroner.
Det kan lyde som en drøm at tjene flere hundrede tusinde – uden at røre en finger. Men det er ikke desto mindre virkeligheden for de aalborgensiske lejlighedsejere. De seneste fem år er prisen for ejerlejligheder i Aalborg Kommune nemlig steget med over 6000 kroner per kvadratmeter. Det viser tal fra Finans Danmark, som Nybolig har analyseret.
For en lejlighed på 80 kvadratmeter betyder det en gennemsnitlig stigning i prisen på knap en halv million kroner, eller hvad der svarer til cirka 270 skattefri kroner om dagen – også i weekenden.
– Der er ikke nogen tvivl om, at der er blevet mere rift om ejerlejlighederne her i byen. Det skyldes jo først og fremmest de lave renter, vi har haft de senere år, som har gjort, at flere har haft råd til at investere i fast ejendom frem for at leje. Men vi mærker faktisk også en tendens i, at flere og flere børnefamilier melder sig ind i kampen om lejlighederne. Det er blevet mere normalt at blive boende i byen som børnefamilie, og mange vægter beliggenheden i midtbyen højere end de ekstra kvadratmeter, de kunne få i en af forstæderne. Vi oplever også, at de mange nye byggerier med elevator tiltrækker flere modne mennesker, der gerne vil tættere på byens aktiviteter, fortæller Inge Ørtoft fra Nybolig i Aalborg.
Fortsætter med at stige
Ifølge den lokale mægler er det særligt de aalborgensere, der har købt projektboliger, der oplever størst prisvækst.
– Der bliver jo opført projektboliger i stor stil, og mange af dem, der står færdige i dag, blev jo prissat før opsvinget i markedet. Derfor er de blevet en del mere værd i dag, mener Inge Ørtoft.
Er man blandt de heldige lejlighedsejere, hvis bolig er steget i værdi, er der ikke grund til at frygte, at den falder lige foreløbigt. Det mener Nybolig-mægleren:
– Jeg ser ingen grund til at frygte et prisfald lige foreløbigt. Aalborg er jo i rivende udvikling, så jeg tror, at efterspørgslen på ejerlejligheder følger med.
Faktaboks: Så meget har du tjent på din Aalborg-lejlighed
Købt i 2013 | Købt i 2014 | Købt i 2015 | Købt i 2016 | Købt i 2017 | |
50 kvm. stor lejlighed | 311.088 kr. | 286.288 kr. | 201.013 kr. | 113.050 kr. | 29.775 kr. |
80 kvm. stor lejlighed | 497.740 kr. | 458.060 kr. | 321.620 kr. | 180.880 kr. | 47.640 kr. |
Kilde: Palle Ørtoft – Nybolig