Kilde: Aalborg Kommune
Som en del af Aalborg Kommunes mobilitetsstrategi ‘Mobilitet 2040’ sættes hastighedsgrænserne ned på to strækninger i Gistrup og Klarup. Fra uge 47 vil bilister på Nøvlingvej i Gistrup skulle sænke farten fra 60 km/t til 50 km/t, mens grænsen på Svinetruget i Klarup reduceres fra 70 km/t til 60 km/t.
Ændringerne er godkendt af Nordjyllands Politi og har til formål at forbedre trafiksikkerheden og skabe en større tryghed for både bilister og de bløde trafikanter, der færdes i områderne.
Infotavler skal hjælpe trafikanterne
For at sikre, at de nye hastighedsgrænser bliver overholdt, opsætter kommunen midlertidige infotavler langs de to strækninger. Tavlerne vil advare bilister om ændringerne og forbliver på deres placering i tre måneder, hvorefter de fjernes.
Bedre sikkerhed og bymiljø
Rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen, forklarer baggrunden for de nye tiltag:
“Det primære formål med at nedsætte hastighedsgrænsen på de to strækninger er at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for både bilister og bløde trafikanter. Derudover skal hastighedsnedsættelserne også gerne bidrage til et bedre bymiljø, idet lavere fart giver færre støjgener og rystelser hos de nærmeste naboer.”
Thaysen fremhæver også, at borgerhenvendelser har spillet en væsentlig rolle i beslutningen:
“Jeg har gennem min tid som rådmand modtaget mange ønsker fra borgere om at sænke hastigheden på vores kommuneveje. Det har også været tilfældet for de to aktuelle strækninger. Vi har naturligvis vejet disse ønsker op mod fremkommelighed, men erfaringen viser, at den ekstra køretid ofte kun udgør få sekunder, hvilket betyder minimal gene for bilisterne.”
En del af en større indsats
Hastighedsændringerne i Gistrup og Klarup er en del af Aalborg Kommunes overordnede indsats for at reducere hastigheden på udvalgte veje. Fokus er på strækninger i byområder med hastighedsgrænser på 60 km/t eller derover.
Tiltaget er en del af kommunens mobilitetsplan, der blandt andet har til mål at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken samt at minimere antallet af støjbelastede boliger.
Borgerne bakker op
Mange naboer til de berørte veje har ifølge kommunen udtrykt støtte til ændringerne og ser frem til et roligere og mere sikkert lokalmiljø.
De nye hastighedsgrænser træder i kraft fra uge 47, og kommunen opfordrer bilister til at være opmærksomme på skiltning og tilpasse deres fart.