Aalborg bliver hjemsted for Forsvarets nyeste dronebase, der skal placeres på Flyvestation Aalborg ved Air Transport Wing. Denne beslutning kommer som et resultat af de nationale forsvarsforligsforhandlinger og medfører en væsentlig styrkelse af den lokale beskæftigelse med 70 nye arbejdspladser.
Formålet med den nye base er at understøtte patruljering og overvågning i Arktis og Nordatlanten, hvor nye langtrækkende droner vil blive anvendt. De vil opereres af personel, som får mulighed for at trække på de omfattende erfaringer, som Flyvestation Aalborg allerede har opbygget i forbindelse med overvågnings- og luftoperationer i Arktis samt flyvedligeholdelse.
Oberst Lars Hedemark, chef for Air Transport Wing, Flyvestation Aalborg, udtaler i den forbindelse:
”Som chef for Air Transport Wing er jeg glad for muligheden for at bidrage til Forsvarets styrkede opgaveløsning i Arktis. Og jeg er sammen med alle mine kolleger stolte over det underforståede skulderklap, der gives til vores hidtidige opgaveløsning i Arktis og den erfaring og de kompetencer, vi derigennem har opbygget gennem årene, og som nu kan komme den nye dronekapacitet til gavn.”
Den nye placering understreger endnu engang Nordjyllands centrale rolle i Danmarks forsvar og sikkerhed.
Kilde: Business Region North Denmark