Musikkens Hus har netop afsluttet en ny trivselsundersøgelse udført blandt Musikkens Hus’ og Restaurant Faunas nuværende 52 fastansatte medarbejdere. I trivselsundersøgelsen tegnes et billede af et arbejdsmiljø, hvor tilfredsheden blandt medarbejderne i de fleste tilfælde ligger over landsgennemsnittet såvel som
branchen som helhed. Undersøgelsen er udført i samarbejde med den autoriserede arbejdsmiljørådgiver CRECEA, hvor al databehandling og anonymitet er varetaget af CRECEA. Medarbejderne har svaret på 87 forskellige spørgsmål, der er forskningsmæssigt validerede og udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
På baggrund af undersøgelsen udregnes en pointscore for hvert af de 30 temaer, der sammenholdes med en benchmark-score baseret på en landsdækkende undersøgelse blandt danske lønmodtagere på tværs af brancher indsamlet af NFA. Er man som virksomhed mere end 5 point bedre eller dårligere end benchmark, markeres området med henholdsvis grønt eller rødt. Ligger det undersøgte område inden for 5 point +/- af benchmark, markeres dette med gråt. Der anvendes ingen farve i forbindelse med området Konflikter på arbejdspladsen, fordi omfanget af denne
type handlinger aldrig kan kategoriseres som bedre eller værre end gennemsnittet, fordi en episode altid vil være en for meget.
I den netop afsluttede samlede trivselsundersøgelse hos Musikkens Hus kategoriseres 17 af 30 temaer som grønne, mens ingen områder er markeret med rødt. Resten er grå eller har ingen farve. Under alle undersøgte temaer opnår Musikkens Hus en bedre score end landsgennemsnittet, og under området Konflikter på arbejdspladsen har Musikkens Hus også på alle parametre færre episoder end gennemsnittet blandt lønmodtagere.
– Det aktuelle billede er overordnet tilfredsstillende og positivt, når man sammenligner med både branchen som helhed og landsgennemsnittet for lønmodtagere. Men der er også enkelte områder, som vi fortsat gerne vil forbedre, ligesom
enkeltbesvarelser rejser en kritik, vi skal løse. Vi skal både se indad og se fremad, og arbejdsmiljøet skal have ekstra
opmærksomhed, således vi kan skabe en arbejdsplads, der lever op til vores alles høje forventninger. Derfor glæder det
også bestyrelsen, at vi har en styregruppe bestående af medarbejdere, der kan prioritere indsatserne og følge op på de
iværksatte handlinger løbende, siger Christen Obel, bestyrelsesformand i Musikkens Hus.
CRECEA har på baggrund af undersøgelsen udarbejdet forslag til arbejdsmiljøforbedrende indsatser, som en
styregruppe i Musikkens Hus bestående af medarbejdere og ledelsespersoner nu skal behandle og udforme en
handleplan på baggrund af. Processen vil ligeledes inkludere både AMO og ledergruppen. Arbejdet er allerede i gang
og vil senere blive præsenteret for medarbejderne i Musikkens Hus.
Bestyrelsen besluttede i 2022 at gennemføre regelmæssige trivselsundersøgelser, der kan supplere de eksisterende APV’er og muligheden for at rapportere individuelle oplevelser af arbejdsmiljøet via Musikkens Hus’ whistleblowerordning, arbejdsmiljørepræsentanter eller Arbejdsmiljøorganisation (AMO). Dette med henblik på at holde et løbende øjebliksbillede af arbejdsmiljøet, samt sikre en løbende indsats for at forbedre de områder, der skal forbedres.
Vedlagt følger en oversigt over de 30 undersøgte områder inkl. en sammenligning af Musikkens Hus