I weekenden blev der afholdt Danmarksmesterskaber for ungdom i badminton for landets bedste spillere i Greve.
Sofie Røjkjær Kjøbsted fra badmintonklubben Aalborg Triton sikrede sig to flotte bronzemedaljer i mix- og damedouble, som 1. års U17.
I mixdouble spiller hun sammen med Mike Vestergaard fra Højbjerg, hvor de frem til semifinalen vandt deres kampe uden at afgive et sæt. I semifinalen tabte de til Emma Breuner fra Ikast og Hjalte Johansen fra Odense, som senere blev Danmarksmestre.
I damedouble spiller Sofie sammen med Lærke Thomasen fra Kolding, også her var der ingen tvivl om sejrene frem til semifinalen. Her mødte parret Emma Breuner fra Ikast og Frederikke Østergaard fra Kolding, men efter en tæt kamp, måtte Sofie og Lærke se sig besejret til de senere Danmarksmestre.
Nu venter en kort sommerpause fra turneringer, men Sofie skal allerede i uge 27 til København, for at deltage på Yonex Peter Gades badmintonakademi. Her skal hun blandt andet trænes af den tidligere badmintonlegende Peter Gade.
Sofie er også udtaget til landholdslejr for U17/19 spillere, som afholdes fra d. 26/7 – 1/8 i Holbæk.