Verdens største konkurrence for Wagner-sangere indtager Aalborg
Aalborg Symfoniorkester står for fjerde gang bag The Lauritz Melchior International Singing Competition, hvor et internationalt dommerpanel kårer vinderen af verdens største konkurrence for unge Wagner-sangere.
Det bliver med stor spænding, pomp og pragt, når Aalborg Symfoniorkester for fjerde gang inviterer indenfor til The Lauritz Melchior International Singing Competition, som er verdens største konkurrence for unge Wagner-sangere.
Til den internationale sangerkonkurrence kåres den bedste sanger inden for Wagners operaer, når unge, ambitiøse sangere dyster om hovedpræmien på 20.000 euro, der er doneret af Spar Nord fonden. Ud af de i alt 100 ansøgere har juryen udvalgt de 16 bedste sangere, som kommer fra hele verden for at blive bedømt af den internationale jury i den prestigefyldte konkurrence.
– Vi er utroligt stolte af, at Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus endnu en gang kan byde velkommen til en række af de bedste Wagner-sangere fra hele verden, som kommer til byen for at konkurrere om den prestigefyldte titel. En konkurrence af dette format tiltrækker sig verdens opmærksomhed og slår i den grad Aalborg fast på det kunstneriske verdenskort, fortæller Tecwyn Evans, som er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester.
The Lauritz Melchior International Singing Competition er under protektion af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark, som selv har overværet den storslåede gallafinale op til flere gange.
Opkaldt efter en dansk verdensstjerne
The Lauritz Melchior International Singing Competition blev grundlagt i 2010 af den daværende musikchef for Aalborg Symfoniorkester Poul Elming med det formål at guide unge sangere ind i Wagners musikalske univers. Konkurrencen er opkaldt efter den danske Wagner-sanger Lauritz Melchior, der betegnes som en af de bedste Wagnertenorer nogensinde. Melchior begyndte sin karriere som baryton med en debut på Det Kongelige Teater i 1913 som Silvio i Leoncavallos Bajadser, inden han i 1918 skiftede til tenor og sang titelpartiet i Wagners Tannhäuser.
Lauritz Melchior optrådte blandt andet i London og i Wagners eget festspilhus i Bayreuth, inden han sang 24 sæsoner på Metropolitanoperaen i New York. Igennem sit liv optrådte Lauritz Melchior med 969 Wagner-forestillinger, hvoraf de 510 var på Metropolitanoperaen. Han fremførte rollen Tristan 223 gange, hvilket stadig står som en rekord.
– Lauritz Melchior var et ikon inden for Wagners univers, og med konkurrencen bliver vi mindet om, hvilken unik sanger der er blevet fostret i Danmark. Sangkonkurrencen giver desuden unge, fremadstormende talenter en mulighed for at komme frem i det musikalske rampelys med et stærkt orkester i ryggen og verdenselitens øjne rettet mod scenen, lyder det fra Poul Elming, grundlægger af The Lauritz Melchior International Singing Competition.
The Lauritz Melchior International Singing Competition afsluttes med en semifinale den 28. oktober og en gallafinale den 31. oktober i Musikkens Hus. Der vil være gratis adgang til prøverne samt til den indledende runde og kvartfinalen, som finder sted fredag den 23. oktober og lørdag den 24. oktober.
Ved gallafinalen kan publikum desuden nyde musik fra koncertsalens enestående orgel, hvor den franske organist Olivier Latry, der har været organist ved Notre Dame i Paris siden 1985, vil underholde.
Faktaboks: Om The Lauritz Melchior International Singing Competition
- Afholdes af Aalborg Symfoniorkester for fjerde gang
- Under protektion af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark
- Stiftet til minde om den danske tenor Lauritz Melchior (1890-1973), der regnes for en af verdens største Wagner-tenorer
- 16 sangere har adgang til den indledende runde
- Tidligere afholdt i 2010, 2014 og 2017
Faktaboks: Kalender
The Lauritz Melchior International Singing Competition 2020 har fire runder:
- Indledende runde, med klaverakkompagnement – fredag den 23. oktober 2020
- Kvartfinale, med klaverakkompagnement – lørdag den 24. oktober 2020
- Semifinale, med Aalborg Symfoniorkester – onsdag den. 28. oktober 2020
- Gallafinale, med Aalborg Symfoniorkester – lørdag den 31. oktober 2020
Der vil være gratis adgang til orkesterprøverne den 26. og 27. oktober kl. 10-14 og den 29. og 30. oktober kl. 11-15 samt til den indledende runde og kvartfinalen.
Læs mere her: www.lmisc.dk
Faktaboks: Deltagere 2020
- Gustavo Eda, Brasilien
- Brian Smith Walters, England/USA
- Cameron Schutza, USA
- Hannakaisa Nyrönen, Finland
- Åsa Maria Jäger, Sverige
- Ingeborg Novrup Børch, Danmark
- Kaisa Maria Kraft, Finland
- Samuli Takkula, Finland
- Jutta Antonia Holmberg, Finland
- Philippa Cold, Danmark
- Ingegjerd Bagøien Moe, Norge
- Silja Kaarina Aalto, Finland
- Sarah Marie Kramer, Canada
- Charis Johanna Peden, USA
- Margrethe Fredheim, Norge
- Siv Iren Misund, Norge
Om Aalborg Symfoniorkester
Aalborg Symfoniorkester blev grundlagt i 1943 og tæller i dag 65 musikere. Orkestret har siden 2014 haft base i Musikkens Hus og er et af fem danske landsdelsorkestre.
Aalborg Symfoniorkester opstod under 2. verdenskrig som et lys i en mørk og svær tid. Orkestrets grundlægger Jens Schrøder havde sammen med en række andre, dybt engagerede mennesker, lagt et stort og ihærdigt arbejde i at danne et orkester i byen. Ønsket var at skabe et synligt orkester, der mødte folk, hvor de var – i parker, på stræder og i bybilledet. Orkestret skulle levere musik på det højeste kunstneriske niveau, leveret med entusiasme og passion – til alle borgere. Her var ingen sociale skel.
Det er denne arv, Aalborg Symfoniorkester med dyb respekt bringer videre. Det er den gyldne tråd, orkestret følger, når musikken præsenteres – i koncertsalen og ude i landet.
Læs mere på www.aalborgsymfoni.dk