I et forsøg på at skabe mere dynamik på tværs af erhvervslivet har BusinessAalborg sat tele- og energikoncernen Norlys sammen med en aalborgensisk iværksættervirksomhed. Derigennem har talentfulde dimittender også vist sig frem.
Mens dimittendledighed og akademikeres jobmuligheder er højt på dagsordenen i Nordjylland, har et projekt faciliteret af BusinessAalborg sat flere nyuddannede akademikere i forbindelse med energi- og telekoncernen Norlys. Projektet køres nu videre.
I dette tilfælde fandt Norlys tre til fire potentielle forretningsudviklere, som nu prøves af i virksomheden. Derudover tog de tre konceptidéer med videre.
Erhvervskonsulent Mark Rosener står bag sprintforløbene, der fungerer som såkaldte spin-inprojekter, hvor etablerede virksomheder og iværksættere sættes sammen i et samarbejde.
– I det her tilfælde kom det på banen efter dialog med Norlys, der ville have en udviklingsenhed op at stå. Vi fik den aalborgensiske iværksættervirksomhed Frekvens ind, og de satte en virtuel platform op, hvor flere hold dimittender bød ind med løsninger, fortæller Mark Rosener.
Deltagerne var humanister tilknyttet Magisternes A-Kasse samt forretningsudviklere og ingeniører fra Aalborg Universitet samt Aarhus Universitet.
Erhvervsservicechef i BusinessAalborg, Lone Borg, glæder sig over succesen med at koble en etableret virksomhed, en iværksættervirksomhed og spændende kandidater sammen på tværs af hinanden på en måde, der også skaber innovative løsninger.
– Formålet er at bringe gevinster i spil for iværksættere og etablerede virksomheder, når man kobler evnen til nytænkning med de etablerede virksomheders organisatoriske muskler. Men der er også perspektiv for vækst og arbejdspladser. Vi er positivt overraskede over, at jobskabelsen sker i umiddelbar forlængelse af projekterne. De nyuddannede får en unik mulighed for at vise, hvor dygtige de er, siger Lone Borg.
Hos Norlys var forløbet også nyttigt, da koncernen både blev introduceret for innovative løsninger og kvalificerede talenter.
– På baggrund af det samlede virtuelle sprintforløb har vi identificeret tre-fire engagerede og talentfulde unge mennesker, som vi gerne vil indgå yderligere samarbejde med. Som output fra udfordringen har vi fået et godt og relevant adfærdsdatagrundlag vedrørende deltagerne.
– Det er vigtigt, at mere introverte typer på denne måde har en mulighed for at skinne igennem. Det kan jeg ikke se, at vi kunne have opnået uden disse data, siger Senior Business Developer i Norlys, Line Louise Overgaard.
BusinessAalborg oplever interesse for spin-in-projektet fra flere etablerede virksomheder. Det næste skridt er at facilitere endnu et forløb, som forventes igangsat ultimo juli.
– Vi vil meget gerne arbejde videre med den tilgang til samarbejde. De første spæde projekter har vist, at der er meget potentiale. Der skabes en usædvanlig dynamik, når store virksomheder møder iværksættere, hvilket i dette tilfælde også gavner talentfulde akademikere, lyder det fra Lone Borg.
Kilde og fotos: Aalborg Kommune