Aalborg Øst – formodede narkobilister anholdt
På Universitetsboulevarden i Aalborg Øst forsøgte politiet at standse en personbil til et rutinetjek mandag den 25. maj kl. 01:18. I stedet for at standse accelererede personbilen, hvorfor politiet eftersatte den.
Flere patruljer eftersatte hurtigt bilen, der kørte ad Egnsplanvej og slingrede mellem begge vognbaner. Under eftersættelsen kørte bilen flere gange over for rødt. På Mariendal Mølle-Hobrovej anvendte politiet sømmåtter til at punktere bilens dæk i et forsøg på at standse den. Bilen fortsatte dog på flade dæk ad Hobrovej til Prinsensgade og videre ad Danmarksgade til Løkkegade, hvor det lykkedes politiet at standse bilen.
Politiet identificerede to yngre mænd i køretøjet: en 20-årig fører og en 20-årig medpassager. Begge blev anholdt. Politiet ransagede bilen grundet mistanke til besiddelse af narko. Her fandt man en digitalvægt og mindre hashklumper til en total vægt af 3,4 gram.
Begge mænd blev kørt til skadestuen med henblik på at få udtaget en blodprøve grundet mistanke til kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. De anholdte er bl.a. sigtet for at overtræde straffelovens §252, og de fremstilles i dag kl. 13.30 i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.
Politiet søger fører af en rød bil som vidne
I krydset mellem Prinsensgade og Vesterbro var en rød bil tæt på at blive påkørt af den flygtende bil tilhørende de 20-årige gerningsmænd. Politiet vil derfor gerne i kontakt med føreren af denne røde bil som vidne i sagen.
Kender du føreren af denne bil? Kontakt Nordjyllands Politi på 114.
Kilde: Nordjyllandspoliti