AaB’s U/19-ligahold fortsatte sejrsstimen ved at besejre Vejle Boldklub 2-0 i aftes.
AaB’s U/19-ligahold fastholder førstepladsen i U/19 Ligaen efter onsdagens hjemmebanesejr på 2-0 over Vejle Boldklub. Sejren var i øvrigt AaB’s 10. U/19-ligasejr i træk, og U/19-ligaholdet har altså ikke tabt eller spillet uafgjort siden 10. november sidste år.
Tirsdagens kamp begyndte med en god mulighed til Mikkel Kaufmann efter blot to minutter, men angriberen sparkede forbi. Herefter fulgte 20 minutter uden store muligheder i begge ender, men med mange dueller og et højt Vejle-pres, der gjorde det svært for AaB for alvor at sætte spillet.
Midt i første halvleg kom nordjyderne så foran 1-0. Nicolai Laursen slog et indlæg mod bagerste område. Herfra headede Jonatan Flindt bolden på tværs til Mikkel Kaufmann, der havde ryggen til mål, men vippede bolden over sit eget hoved og modstanderen bag ham. Dernæst sparkede AaB-angriberen resolut bolden fladt i nettet.
Et kvarter senere var AaB tæt på en scoring til 2-0, men Nicolai Laursens afslutning ramte stolpen.
Fem minutter efter pausen fik Nicolai Laursen en ny stor chance, som han desværre ramte skævt, men efter 65 minutter faldt AaB-scoringen til 2-0. Netop indskiftede Søren Tengstedt, der havde været på banen i ca. et minut, sparede sikkert 2-0-målet i nettet.
Herfra styrede AaB sikkert sejren i land, og Jonatan Flindt var tæt på at udbygge føringen med yderligere et mål, da han efter en god solotur ramte stolpen med 10 minutter igen.
– Det var en kamp, der som forventet indeholdt en masse dueller. Men vi fik holdt modstanderne fra chancer og havde selv to stolpeskud foruden de to mål. Så selvom vi ikke fik vores presspil til at fungere, som vi gerne vil, og begik en række uprovokeret fejl, tog vi en stærk sejr mod et godt hold, siger U/19-ligatræner David Olsen.
AaB ligger på førstepladsen i U/19 Ligaen med to point ned til FC Midtjylland. Der resterer to kampe i sæsonen, og næste kamp spilles 25. maj. kl. 13.00 på hjemmebane mod FC Nordsjælland.
Kilde: AaBsport.dk