Uddannelse til pleje og omsorg prioriteres højt
Magistraten indstiller til Aalborg Byråd, at der anvendes 12,5 mio. kr. til elevpladser, SOSU-assistenter og sundhedshjælpere, og at der anvendes 2,1 mio. kr. til opkvalificering af ufaglærte. Dette finansieres af trepartsmidler
Ved byrådets vedtagelse af budgettet for 2019-2022 blev det besluttet, at der skulle oprettes 24 ekstra elevpladser til SOSU-assistenter, udover de ca. 100, der allerede eksisterede.
Byrådet besluttede i budget 2020-2023, at der skal etableres yderligere elevpladser til 44 social-og sundhedsassistenter og 26 social-og sundhedshjælpere.
De ekstra elevpladser skal finansieres inden for rammen på 17,5 mio. kr., som er Aalborg Kommunes andel af trepartsmidlerne, der er aftalt mellem Regeringen, KL og FTF/AC/LO.
Ud af de 17,5 mio. kr. er det herefter Magistratens indstilling til Byrådet, at der anvendes 12,5 mio. kr. til elevpladser, SOSU-assistenter og Sundhedshjælpere, og at der anvendes 2,1 mio. kr. til opkvalificering af ufaglærte
De resterende 2,9 mio. kr. anvendes til voksenelever med 1,3 mio. kr. og til lederuddannelse på diplomniveau og tværgående HR-initiativer med 1,6 mio.
Rekruttering bliver styrket
Den demografiske udvikling betyder, at Aalborg Kommune får markant flere ældre og små børn de kommende år. Byrådet har derfor valgt at opprioritere uddannelse til pleje og omsorg.
Der er stigende efterspørgsel efter elever, men de små årgange, de mange uddannelsesmuligheder og frafald på uddannelserne kræver en aktiv rekrutteringsindsats. Derfor har Aalborg Kommune igangsat en lang række initiativer – såsom kampagner, elevambassadører, synliggørelse af karriereveje mm.
“Jeg er rigtig glad for, at Magistraten er enige om, at vi skal prioritere de borgernære ydelser, hvor vi samtidig får skabt flere elevpladser. Det er enormt vigtigt, at vi får opkvalificeret flere ufaglærte på områder, hvor vi ved, at der bliver stor efterspørgsel de kommende år med det voksende antal ældre og de flere små børn i Aalborg Kommune,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen og understreger:
“Dobbelt A står for alle i arbejde – og vi skal simpelthen have flere i arbejde, og det her er endnu et skridt ud ad den rigtige vej med flere elevpladser og opkvalificeringer.”
Aalborg Byråd skal tage stilling til Magistratens indstilling vedrørende anvendelse af de samlede trepartsmidler på byrådsmødet mandag den 10. februar 2020.
Kilde: Aalborg Kommune